Der findes plader, der aldrig helt forsvinder eller bliver ligegyldige for lytteren. Som man kan vende tilbage til igen og igen, fordi det bare er en god plade – og fordi man har en historie sammen. Ikke ulig en ungdomskæreste, som man fortsat ser; nok er forelskelsen og forholdet forlængst forsvundet, men når man ses, så er samværet godt, trygt og præget af den historie, man genkalder sig sammen – og det, som man er fælles om.
Sådan har jeg det med Janis Joplins fremragende Pearl. Det er svært at lægge den på grammofonen og lytte til den uden samtidig at inddrage alle de foregående gange, den har været underlægning til livet; festerne, katastroferne, nybruddene, glæderne og bekymringerne. Dén plade har været med hele vejen, og af den grund vil en omtale eller en anmeldelse af den altid være farvet og betinget af selve forholdet til den og derfor vil den også være dybt upålidelig og aldeles subjektiv. Jeg mener; hvis den plade er blevet hørt den samme formiddag man kom hjem efter de 36 timer uden søvn, hvor ens førstefødte er kommet til verden, så blive den sgu’ aldrig bare et objekt, vel?
Det må man tage konsekvensen af, så for første gang i Vinylstakkens historie findes der herunder hele to beskrivelser af albummet; den første stammer fra ‘den næste generation’, en aldeles uhildet førstegangslytter, ca. 20 år gammel, der ikke er farvet af hverken en personlig eller kulturel historik med pladen, men som til gengæld er så velbevandret, som han kan blive på dét tidspunkt af livet, udi musik og andre former for udtryksformer. Den bliver efterfulgt af den sædvanlige, men lidt kortere, smøre fra ejeren selv, og så kan man jo muligvis mixe de to for at danne sig et indtryk. Eller endnu bedre; lægge pladen på og selv gøre sig sine overvejelser. Anyway; here goes…
Den unge skribent
En sen aften i den lille storbys natteliv ender ofte i musikalske kredse. Når man sidder natten ud sammen med folk, der stadig holder bohemedrømmen højt, bliver man på sin vis transporteret tilbage til 1970’erne. Røgen stiger, alkoholen fryder, stofferne flyder og musikken holdes i høj regard.
Den følelse bliver også vækket, når man første gang lytter til Pearl. Med en funky ’70er-tone skråler Joplin sig ind i ens hjerte. Men når der bliver lagt så stærkt ud med sangen “Move Over”, kan man godt have sat forventningerne for højt. Numrene, som får en til at stoppe op og virkelig lytte efter er der desværre langt imellem. Teksterne er jo mere end bare på plads, den burde have fået hovedrollen langt mere, end den får lov til, da mange af melodierne simpelthen ikke formår at stjæle mit øre. Ikke at de er dårlige, blot generiske, når man lytter med det postmoderne øre.
Til gengæld stopper dette ikke Joplin, og uanset hvad man måtte mene om hende, må man erkende, at hun kan noget. Med tekster som ‘Freedom’s just another word for nothing left to looose’ fra “Me & Bobby McGee” til en nærmest politiserie-funk i “A Woman Left Lonely”. Og til sidst brød tømmermændsramte, unge fyre ud i fællessang til “Mercedes Benz”.
Alt i alt er det ikke en plade, som blæste mig væk, men nu, når den ikke er der længere, savner jeg den knækkende og tilrøgede stemme, så jeg tror, at jeg må sætte den næste plade på.
Den (lidt) ældre skribent
Pearl er Janis Joplins mesterstykke. Med backingbandet Full Tilt Boogie havde hun fundet musikere, der kunne lade hende komme til sin ret som forsanger i et rockband, mere end som solist. Hvor hendes vokal kunne ‘drukne’ let i samarbejdet med Big Brother And The Holding Company, kommer den her til sin ret i al sin magt og vælde i smertefuld, desperat passion eller i rene, uforfalskede glædesskrig.
I virkeligheden er der ikke så meget at sige til Pearl. Det er lyden af en rocksangerinde på sit højeste, og det er løftet om en karriere, der desværre aldrig blev til mere. Klassikere som signatursangen “Me And Bobby McGee”, Kris Kristoffersons gave til Janis, der kunne formidle al dens desillusionerede længsel efter andet og mere end ubundet frihed, “Mercedes Benz” med dens drillesyge a capella-vokal på baggrund af kantsmæld på lilletrommen og den desperate “Cry Baby” har bidt sig fast på tværs af mere end fire årtier.
Jeg kan med andre ord ikke skrive noget, der ikke allerede er blevet skrevet, blot konstatere, at her har vi at gøre med en plade, der ikke blot bliver spillet, men også nydt, regelmæssigt. Og når jeg vender tilbage til den, er det altid med glæde, et par bizarre dansetrin og lidt mere end standard-volumen på anlægget. Jeg kan næsten ikke anbefale den plade nok.