Som jeg husker det, stødte jeg første gang på Jean Michel Jarre i mine formative år engnag i begyndelsen eller midten af firserne. Eller rettere; jeg havde med garanti hørt “Oxygene Part IV” fra albummet Oxygene, der udkom i 1976, for det var faktisk lidt af et hit dengang, og blev brugt i tide og utide som bl.a. underlægning til diverse TV-udsendelser.
Men altså; Equinoxe hørte vi en del rundt omkring på værelserne i ungdommen. Det skete primært, når vi skulle være lidt selvhøjtidelige og tale lavmælt, reflekteret og intellektuelt om diverse store, eksistentielle spørgsmål, mens vi fyrede lidt røgelsespinde af og drak frugt-the (ofte solbær, som jeg husker det), der som regel smagte som en våd hund lugter. Dét kom der en masse gode aftener ud af, mens musikken spillede – og det var god musik til formålet, for den generede absolut ingen. Faktisk generede den så lidt, at den ligesom gik i ét med tapetet – eller hessianbeklædningen på væggen, alt efter hvor vi lige opholdt os dén aften – og forduftede i atmosfæren, ganske som røgen fra pinden.
Jean Michel Jarre gjorde sig nemlig i noget synthesizer- og elektromusik, der i dag vel ville omtales som ambient. Al musikken var frembragt af elektroniske devices, synhesizere, orgler, mellotroner, vocodere etc., i en skøn blanding. Musikken var komponeret med dette sigte, så det var lange, ubrudte flader af behagelige lyde, der nok kunne lulle lytteren til ro, i hele suiter af dråbelyde, kunstige strygere, harpelignende strukturer og generelt blidt, vuggende melodiske passager.
Alt det er jo fint nok, når det anvendes til enten ovenstående formål eller hvis det skal hjælpe den yngste til at falde i søvn på barneværelset en mørk novemberaften, mens regndråberne falder på skråvinduet. Men hvis man skal høre det på lytte-måden, og forsøge at få noget fornuftigt ud af det, så skal der godt nok være stille i stuen, mens den kører på grammofonen. Man risikerer ellers nemt, at den fuldstændig forsvinder i al muligt andet undervejs, og hånden på hjertet; det gør man faktisk også, hvis man er alene. Det er musik, der synes skabt til at drifte væk fra, og der er ikke meget på albummet, der får lytteren til lige at standse op og tænke ‘Hov! Det var da godt nok interessant, det der.’ For det er det ikke. Interessant, altså.
Nå, det er jo nok bare mig. Albummet solgte ret godt, “Equinoxe Pt. 4” og “Equinoxe Pt. 5” blev spillet i radioerne og Jarre opnåede som pionér indenfor den elektroniske musik evig hæder og berømmelse. Og så fik han sig en ret solid rekord i Guiness Book of Records da han ved en udendørskoncert i Moskva spillede ved byens 850 års jubilæum i 1997 spillede for ikke mindre end 3,5 mio. mennesker.
Men jeg gider nu alligevel ikke spille pladen ret meget oftere, end jeg hidtil har gjort. Og det er ikke meget.