Der er sket en del med lytternes og købernes smag over de sidste 45 år. Det bliver ret tydeligt, når man sætter Jeff Becks første solo-album, Blow By Blow på pladespilleren og lige noterer sig, at dén plade altså ramte Billboards Top 10 i 1975. Det havde den efter al sandsynlighed ikke gjort i dag, hvor listerne domineres af streamingtjenesternes hurtige hits – og hvor album-listerne stort set ikke længere eksisterer som andet end et blegt resultat af den genopståede vinyl-haze.
Ikke et ondt ord om det; musik er en symbiose af kunstnernes indsats og lytternes smag, og både Drake, Katy Perry, Billie Eilish og alle andre kontemporære musik- og hitmagere har kvaliteter, der er mere end vanskelige at overhøre. Men at der er sket noget over de sidste næsten 50 år, bliver bare ekstra tydeligt, hvis man et øjeblik tillader sig at fundere over, hvad der gjorde det forunderlige lydlandskab, som Blow By Blow er, til en mega-sællert i 1975.
Jeff Beck havde ved udgivelsen en fortid i både YardBirds, hvor han havde afløst Eric Clapton som guitarist – og hvor han iøvrigt i den sidste tid med dem fik assistance på anden-guitaren af Jimmy Page. Derefter dannede han The Jeff Beck Group med bl.a. Rod Stewart og Ron Wood bag sig, inden han – efter at være blevet tilbudt ‘ansættelse’ i både Pink Floyd og The Rolling Stones, dannede power-trioen Beck, Bogert & Appice, inden han forsøgte sig med albummet i eget navn. Det var altså ikke en hr. hvem-som-helst, der samlede et hold erfarne og ualmindeligt dygtige musikere, og lagde fra kaj med det, der skulle blive hans første – og eneste – hit-album.
Med en fortid som den, der er beskrevet i ovenstående, kunne man muligvis med nogen ret have forventet et blues-rock-baseret album, men i stedet valgte Jeff Beck en noget anden retning, og det er her, man kan undre sig over albummets gennemslagskraft. Musikken på albummet er nemlig domineret af noget, der ligner en cross-over mellem fusions-jazz og art-rock, ikke ulig de ‘directions of music’, som Miles Davis havde anvist på Bitches Brew. Hele albummet er således instrumentalt, med guitaren som det bærende instrument, og fyldt til randen med støjende, funky, melodisk og jazzede melodier, nogle steder med slap-bas, andre med analoge synthesizers, der fylder lydbilledet ud, og hele tiden med mesterligt guitarspil, overdubbet af Beck selv, så der nogle gange er tre guitarer i mixet samtidig. Alle iøvrigt aldeles fremragende på egne præmisser og i den genre.
Blow By Blow lyder ikke som ret meget andet, man kunne høre på hverken det tidspunkt (med ovennævnte Davis som undtagelse) eller senere. Og hånden på hjertet; det er måske ikke det letteste album at gå til – og det er ikke noget, man sætter på som baggrund til middagsselskabet. Men det er, hvis man giver sig lidt tid, et album, der på forunderligste vis åbner sig undervejs og som giver en lytteoplevelse, det er værd at være tålmodig for.
Det både jazzede og funky er tydeligt på Stevie Wonders “Thelonius”, der stille og roligt er gået hen og blevet et af mine favorit-numre. Nummeret demonstrerer både, hvor dygtig en komponist Stevie Wonder var, og hvor fremragende et band, Jeff Back havde samlet her. Der er musikalsk overskud hele vejen igennem, vilde, synkoperede trommer, en Sly & The Family Stone-inspireret slap-bas og sør’me om ikke også Stevie Wonder selv er blevet hidkaldt for at hjælpe til på clavinet. På toppen af det hele både riffs og solospil i verdensklasse af Jeff Beck selv, inden det hele sømløst glider over i en kort tromme-solo, der indleder det næste nummer, “Freeway Jam”. Udover dette nummer forlyster Beck sig med en instrumental-udgave af The Beatles’ “She’s A Woman”, hvor han får guitaren til at ‘synge’ med – og iøvrigt arrangere den i vuggende og smægtende reggae-stil, hvis man ellers kan forestille sig det på et album i jazzfusions-genren.
En af mine bekendte bruger af og til udtrykket “sports-musik” om det, instrumental-ekvilibristerne nogle gange udgiver og turnerer med. Det betegner et musikalsk udtryk, hvor melodi og samspil bliver skubbet i baggrunden til fordel for et mere ‘se hvor dygtig jeg er’-udtryk. Det ville have været nærliggende for Jeff Back at gøre netop dette på sit første solo-projekt – og måske sker det også i en eller anden grad. Men albummet er også udtryk for en mere legende og prøvende tilgang til musikken, hvor melodierne fortsat er det bærende, og hvor lyden, der af og til suppleres med fyldige strygere – som på “Diamond Dust” – er varm og givende. Og så lyder det faktisk, som om nogle har haft det sjovt under indspilningerne!
Med andre ord; Blow By Blow er en rigtig, rigtig god plade. Det kan godt være, at man skal give den en gennemspilning eller tre inden man for alvor tager den til sig, men det er time well spend. Måske ikke helt oppe i mesterværksklassen, men på den anden side; det samme kan man vist sige om en hel del andre udgivelser gennem tiderne.
Men det er altså stadig forbavsende, at dét album kunne gå hen og blive et Top 10-albumhit. Men måske siger det også noget om det pladekøbende publikum for 45 år siden – og i dag?