Efterhånden som man får gravet sig dybere og dybere ind i pladesamlingen, kan man opleve, at albums, som man mere eller mindre lykkeligt havde glemt, kan give udfordringer, man ikke lige havde set komme. For eksempel kan der være plader og albums, der er anskaffet ud fra devisen om, at den må man da eje, for den er jo aldeles uomgængelig i musikhistorien. Men hvad nu, hvis man i virkeligheden ikke er særlig begejstret for den – på trods af, at alle opslagsværk og tilgængelige websites kan fortælle om albumets uovertrufne fortræffelighed og dens fortjente plads som milepæl i moderne musik?
Et sådant album er Jethro Tulls Aqualung. Det er bredt anerkendt som netop et skelsættende album, ikke blot for bandet selv, men også for rockmusikken generelt. Faktisk på et niveau, hvor det er opført som nr. 337 på Rolling Stones liste over de 500 bedste albums nogensinde. Og her kommer jeg sandt at sige lidt til kort, for jeg er, som det forsigtigt antydes ovenfor, ikke overvældende glad for pladen. Der er numre på den, som jeg sagtens kan høre indeholder kvaliteter på niveau med øvrige udgivelser i samme periode, men som samlet helhed – og måske netop ud fra, at det er et gennemtænkt album, omend muligvis ikke et konceptalbum (det strides de lærde vist fortsat om) – har jeg altså lidt svært ved at holde af det.
Måske skyldes det min generelle modvilje mod progrock – som også kom til udtryk ved gennemgangen af Genesis’ tidlige albums – eller måske er det simpelthen et udtryk for, at tiden ikke har været god ved lige netop Jethro Tulls musik? For en forholdsvis uhildet lytter som undertegnede, hvis præferencer for musik nok er domineret af glæden ved at høre gode, melodiøse pop- og rockmelodier, så er Aqualung lidt for strittende, støjende og lidt for præget af intellektuelle stiløvelser. Og så er der dén der forbandede fløjte….
Men ret skal naturligvis være ret, så jeg bøjer mig i støvet og erkender, at blandingen af pastoral idyl og skønsang som på “Mother Goose” og mere rockede skæringer som “Hymn 43” og “Locomotive Breath” er godt set og fint udført i forhold til datidens muligheder. Den centrale figur i Jethro Tull, forsanger, fløjtenist, komponist og tekstforfatter Ian Anderson, har ladet sig inspirere af både den bluesbaserede rock, klassiske engelske madrigaler og folkemusik med keltiske rødder – det sidste iøvrigt ikke ulig nogle af Led Zeppelins albums, omend disse måske var lettere tilgængelige. Det betød at albummet i virkeligheden primært er præget af en beundringsværdig diversitet, hvor stramme, næsten heavyorienterede guitarriffs, som i titelnummeret, afløses af ballader med akustisk akkompagnement som i føromtalte “Mother Goose” og den korte, smukke “Slipstream”.
Albummet er konciperet i to halvdele; side 1, betitlet “Aqualung”, der består af seks sange, der tekstmæssigt fortæller om seks forskellige personer, og side 2, “My God”, der handler mere om religion og Gud som begreber – og modsætningen mellem dem. Det er naturligvis flot tænkt hele vejen igennem, og teksterne er velskrevede og giver i dén grad noget at tænke over – hvis man ellers gider lytte efter. Og ind imellem alle disse øvelser dukker der fine rock-numre op, som man næsten kan synge med på, som fx “Locomotive Breath”.
Men altså; jeg er ikke solgt. Og inden læseren nu kaster sig over mig og fordømmer mig for blasfemi og manglende – eller bare dårlig – smag, så lige et hurtigt forsvar for positionen; jeg har en omgangskreds, der i et ret stort omfang består af forholdsvis musikinteressede og for nogles vedkommende også musikkyndige mennesker. Og selv om jeg ofte har diskuteret musik og klassikere med dem, så er det pudsigt nok aldrig Jethro Tulls navn, der dukker op. Janis Joplin, Jimi Hendrix, The Doors, The Rolling Stones, The Kinks og The Beatles derimod….
Og det gælder faktisk også, hvis man går til den yngre generation af mere seriøse musik-elskere. Så måske er det ikke bare mig? Måske er der rent faktisk kunstnere og bands, hvis musik i langt højere grad er langtidsholdbar, og som på tværs af generationer kan findes frem igen og igen. og dem hører Jethro Tull måske ikke til, på trods af status og 7 mill. solgte udgaver af Aqualung?
Men man skal jo aldrig være større, end at man kan erkende egne fejl og mangler. Så måske er det bare mig – og mine venner – der har umiskendelig elendig smag.