Da jeg var et ungt menneske med hang til allandskens former for underholdning, blev filmen 9 1/2 Uge et forholdsvis stort biografhit. Filmen var én lang reklamefilm-æstetisk gang glitter, med en tynd undskyldning for en handling om en mand og en kvinde, der mødtes og eksperimenterede med forskellige former for udøvelse af kærlighed og sex. Den kan bedst beskrives som en ualmindelig blød soft-porn oplevelse (hvis man altså udelader porn fra konceptet), hvor to pæne, unge mennesker vises i blødt lys i diverse situationer, der antyder, at de har sex. Det er noget med noget mad, noget bind for øjnene etc. etc. Med andre ord; en 30 år gammel, fortyndet version af den lige så tåbelige 50 Shades Of Grey.
Så dermed; be warned! Se ikke den film, den er absolut ikke hverken billet- eller anskaffelsesprisen værd. Heller ikke i et streamingabonnement. Når jeg overhovedet nævner den her, skyldes det, at Joe Cocker fik et ret stort hit med Randy Newmans sang “You Can Leave Your Hat On”, der blev anvendt i et forholdsvis tamt og usexet strip-nummer af Kim Basinger i filmen. På den måde kom den ind i min bevidsthed, og den kan der jo sikkert siges meget om, smålummer som den er og med en robust, vagt soul’et og groovy bund. 10 år senere blev den iøvrigt – let ironisk – genbrugt i en anden film, den noget mere vedkommende The Full Monty, denne gang med en række skidt proportionerede mandlige strippere, der ville gøre Chippendales kunsten efter og strippe for at tjene lidt håndører.
Og således fik vi taget hul på det andet album med Joe Cocker i samlingen. Om det er der ikke ret meget andet at sige, end at det er endnu et album, hvor Cockers hæse stemme er i forgrunden på en række glat producerede sange, helt i firsernes ånd, komplet med damekor, synthesizere og horn. Hvis der findes en musik-genre, der kaldes ‘adult contemporary’, er jeg sikker på, at albummet hører hjemme dér. Omend det jo ikke er specielt contemporary længere, så deeeet…
Hvis jeg skulle anbefale et enkelt nummer udover det ovennævnte kunne det være indledningen “Shelter Me”, der rykker marginalt mere end de øvrige ligegyldigheder, og så Marvin Gayes “Inner City Blues”. Men helt ærligt; du behøver ikke gøre dig den store umage med at anskaffe dig albummet (selv om det er billigt; det bliver solgt for ca. 1,75 euro på Discogs.com) eller streame det; jeg skulle selv lede forholdsvis længe efter anbefalingerne, og meget af musikken forsvandt lidt i baggrunden under andre gøremål i hjemmet, mens jeg hørte det.
Men det er nu en fed stemme, han præsenterer, den gode Cocker. Bare den dog var blevet anvendt efter fortjeneste.