I oktober 1975 blev Sean, John Lennons eneste barn med Yoko Ono, født. Indledningsvis ville Yoko Ono ikke have haft barnet, men indvilgede efterfølgende, mod at John Lennon til gengæld lovede, at han ville blive ‘hjemmegående’ og påtage sig rollen som fuldtidsfar. Det gjorde han, men eftersom han var kontraktligt forpligtet til at udsende et album, blev Shaved Fish udsendt samme måned.
Det krævede ikke den store indsats for Lennon, for pladen var et opsamlingsalbum, der bestod af en række af hans solo-hits fra 1970 og frem til udgivelsestidspunktet. Det fine ved dén udgivelse består i, at en stor del af sangene på albummet ikke tidligere var udkommet på et samlet album, men i stedet var blevet udgivet som singler. Det gælder således nogle af de mest kendte – og enkelte af de bedste – af sangene fra Lennons hånd. “Give Peace a Chance” er én af dem – placeret lidt sært med introen som det første nummer på pladen og resten som den sidste skæring på side 2, umiddelbart efterfulgt af den fine og let syrede blues-rocker “Cold Turkey”, der tydeligvis er skrevet på egen, bitter erfaring med afvænning – vist nok iøvrigt fra heroin – men også “Instant Karma”, “Power to The People” og den efterhånden ret fortærskede juleklassiker “Happy Xmas (War Is Over)”. Så for alle os vinyl-elskere, der ikke lige har fået fingrene i singlerne fra dengang, er det jo lidt af en gave af et album.
Pudsigt nok fremstår albummet sammenhængende i både musik og tekst, på trods af dens iboende karakter af fragmentarisk opsamling. Man behøver ikke lede vildt længe, eller grave særligt dybt, for at finde en rød tråd, farvet af Lennons idealisme eller politiske orientering, om man vil. Førnævnte “Give Peace A Chance”, “Instant Karma (All Shine On)”, “Power to The People”, “Imagine” og “Happy Xmas (War Is Over)” er alle ret politiske, og det er “Woman is the Nigger of The World” jo sandeligen også. Komplet med køns- og racestereotyper.
Det er et fedt album. Så er det sagt. Jeg kan have det afsindigt svært med opsamlinger og ‘Greatest Hits’-albums, men hvis pladen er sammensat af så fine sange som Lennons, og man til overflod ikke kunne hente dem andre steder, så er det altså en velkommen udgivelse. Og når jeg nu fx heller ikke ejer Lennons foregående, originale studiealbum Walls and Bridges fra 1974, så er det jo lækkert, at den vidunderligt smukke “#9 Dream” også har fundet vej til pladen. Det samme har hitsinglen med Elton John, den danseglade og feststemte “Whatever Gets You Thru’ the Night”, og det giver et godt billede på spændvidden og diversiteten i Lennons produktion – også når man tæller Beatles-tiden med – at denne tilsyneladende lette rocker også er at finde blandt tungere sager. Og den er iøvrigt både svær at sidde stille til og ikke at blive en lille smule glad i låget af.
I virkeligheden er det vel kun “Imagine” og “Happy Xmas (War is Over)” jeg har det lidt stramt med. Og i begge tilfælde er det nok ganske uretfærdigt. Det er jo ganske fine sange, båret af en tilsyneladende ærligt ment overbevisning om, hvordan verden burde se ud. Men på mere end fyrre års afstand, hvor begge er blevet voldspillet i alle rigtige og forkerte sammenhænge, incl. hæslige juleCD’er, er de næsten blevet reduceret til klichéer. Men resten af albummet spiller fint. Rigtig fint endda.