John Lennon blev skudt og dræbt i New York den 8. december 1980, blot tre uger efter udgivelsen af sit seneste album, det første ‘rigtige’ album fra hans hånd i næsten seks år. Med Mark Chapmans dødbringende skud blev der samtidig sat en endegyldig stopper for alle alle Beatles-fans våde drøm om en genforening af Liverpool-kvartetten.
Double Fantasy er ikke engang et ‘rigtigt’ John Lennon solo-album. Som titlen – og artistnavnet – mere end antyder er albummet et samarbejde mellem Lennon og Yoko Ono, som han seks år tidligere var vendt tilbage til efter i et par år at have været fra hende, og som han fik sønnen Sean med i 1975. Pladen er et resultat af et lidt spøjst samarbejdsprojekt, hvor John Lennon – der var taget på ferie til Bermuda med sønnen Sean – skrev en række sange, som han efterfølgende ringede hjem til Yoko Ono og sang for hende, hvorefter hun skrev en sang som ‘svar’ til hans.
Pladens struktur afspejler dette. Den er tænkt – og udformet – som en dialog, hvor en sang af Lennon modsvares af en sang af Ono, på en sådan måde at man som lytter fx først får Lennons “(Just Like) Starting Over)”, der så bliver efterfulgt af Yoko Onos “Kiss Kiss Kiss”. Det er jo skægt nok som eksperiment, men det betyder alt andet lige også, at albummet får en let hakkende og uharmonisk struktur, med Lennons ‘klassiske’ pop- og rocksange, der bliver efterfulgt – hver gang – af en noget mere eksperimentel Ono-sang. Ofte en noget mere kantet sag, der ikke, som Lennons, sådan bare lige falder ned i en lige udviklingslinje fra Buddy Holly over The Beatles til 1980’er-pop og -produktion.
Albummet fik ikke umiddelbart den blideste medfart i samtiden. Både kritikere og publikum var skuffede, og en del mente faktisk, at pladen var intetsigende og kedelig, og at Lennon og Ono led af den fejl-opfattelse, at folk var interesseret i at høre om dem og deres kærlighedsliv (som alle sangene kredsede om). Piben fik dog en anden lys – og salgstallene et gevaldigt hak opad – da Lennon blev myrdet. En del af anmeldelserne nåede ganske simpelt aldrig at blive trykt, da redaktørerne – nok ganske fornuftigt – mente, at et karaktermord på et Lennon-album, umiddelbart efter mordet på ophavsmanden, ville have en skidt effekt på oplagstal og annonceindtægter.
Men altså; hørt her 37 år efter udgivelsen er det svært ikke at give både anmeldere og publikum ret. Det er altså ikke verdens bedste album – og af et Lennon-album at være, er det faktisk let kedeligt. Der er klassikere på pladen – som det sig hør og bør på et Lennon-album – som “(Just Like) Starting Over”, “Woman” og, i et vist omfang, “Beautiful Boy” (der iøvrigt er syltet ind i en Bermuda-produktion med olietønder og hele udtrækket, der gør det særdeles vanskeligt at udholde gennem mere end blot en enkelt gennemlytning). Pladen skulle såmænd nok – selv uden Lennons utidige død – have holdt distancen i et eller andet omfang, eftersom det jo var det første Lennon-album efter den lange, selvvalgte kunstneriske pause, men efter al sandsynlighed ikke i samme omfang, som det gjorde, eftersom det jo i stedet blev det sidste officielle album fra hans hånd.
Det pudsige er faktisk, at nogle af de numre, der strøg hen over hovedet på mig, da det udkom – og jeg er undskyldt, for jeg var meget ung dengang – i virkeligheden er lidt spændende. Og en del af dem er faktisk Yoko Onos. Der er noget fedt ved den første sang fra hendes hånd, “Kiss Kiss Kiss”, der lyder som noget de samtidige B-52’s kunne have indspillet, og så har hun en skæg lille sag, “Yes, I’m Your Angel”, der lyder som en krydsning mellem natklub-standarden”Making Whopee”, en McCartney-sag fra den sene Beatles-periode og en vaudevillesang fra mellemkrigstidens England. Også “Every Man Has A Woman Who Loves Him” er lidt anderledes i sin næsten ska- eller reggae-orientering. Men igen; mere pudsig end egentlig god.
Double Fantasy vil for mig altid være det sidste album fra en af de store og definerende kunstnere i populærmusikkens historie. Som sådan har den en naturlig og ualmindelig velfortjent plads i pladesamlingen, men ret beset er det altså ikke et særlig godt album. Der er for langt mellem snapsene, er der, og dem, man kan finde på pladen, er så præget af deres egen tid og alt for ofte med (for) naive og privatsentimentale tekster, til at de ville kunne stå alene. Og som afsluttende efterskrift efter en stor musiker, der blev en legende, er det ikke et album, der yder ham retfærdighed.