Der findes en god håndfuld koryfæer indenfor dansk musik, som det er vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at komme udenom. Når det kommer til noget, man kan kalde folke-eje og helt basal fællesforståelse i dansk musikliv, så er John Mogensen én af dem, mens fx Kim Larsen er en anden.
Men hvor Kim Larsen i sine bedste stunder havde rødder i den danske højskoletradition, i folk-standarder fra fx England, i bluesen og i den blødere ende af rocken, ofte iøvrigt kombineret, som det fx tydeligt høres på Værsgo’, så hentede John Mogensen sine muser fra dansktoppen og den bløde, amerikanske country – og dyrkede den mere direkte og basale folkelighed, ligesom han henvendte sig direkte til den dansker, han oplevede som den ‘almindelige’ dansker. Ikke noget kunst her, tak!
Og så alligevel. For det er godt nok også en kunst at kunne levere sange og melodier til folkedybet, som er umiddelbart forståelige og relaterbare, som der kan synges med på, og som fortsat holder – ihvertfald de bedste af dem – på mere end 45 års afstand. Og vel er en lang række af John Mogensens egne tekster både simple og banale (nogle af dem på et niveau, hvor det er decideret tåkrummende), og vel er enkelte af dem kynisk kalkulerede og sentimentale ud over alle grænser, men når han skrev gode sange, ramte de plet.
Der er lidt af hvert på hans tredje album. Der er klassikere fra hans repertoire, der er fordanskninger af kendte contry-sange, og der er sange, der er blevet evergreens – en af dem endda i en grad, hvor den er blevet optaget i den officielle danske kulturkanon. Og så er der den ultimative pinlighed i form af den indskrænkede nationalistiske – ikke engang nationalromantiske – “Danmarks jord for de danske”, der til fulde demonstrerer folkelighedens snævre rammer i udsyn og forståelse. Den var vist kun gået i dag, hvis man sad til kongres eller landsmøde i Dansk Folkeparti.
Men altså; der er jo også “Så længe jeg lever”, der er den sang, der er blevet optaget i Kulturkanonens musik-del under ‘Evergreens’, der er “Fut i Fejemøget”, der er så musikalsk veloplagt og fint rimsmedet som noget, og som samtidig er ret morsom – også når man ikke læser linjerne om “Der er gang i klarinetten / når hun vrikker med rumpetten” som tøhø-onkel-humor (thi er ‘klarinetten’ en metafor for noget helt andet?). Begge var klassisk dansktop-materiale i 1970’erne, og det var da også dér – og på alle turnéerne – at John Mogensen for alvor havde fat i sit publikum.
Men altså; der er jo også en fin, lille sag som “Søndag Morgen”, der bag den kække country-rundgang (det er John Mogensens fordanskning af Kris Kristoffersons “Sunday Morning Comin’ Down”) indeholder hverdagslivets uendeligt triste konstatering af ensomhed:
Så’n en tidlig søndag morgen er der ingen brug for mig
Alle andre holder fridag, slapper af, kun ikke jeg
Når man lever helt alene, uden no’en at holde af
Må man nok ha’ lov at mene, søndag er den værste dag
I en park så jeg en far
Som stod og leged’ med sin pige ved en gynge
Fra et åbent vindue hørtes barnegråd
En mor fik standset ved at synge
Det var mer’ end jeg ku’ ta’
Det var som sten blev lagt på hjertet i en dynge
Jeg blev syg i sjælen
Længtes efter kærlighed, et sted at gå i dok
Dén del kunne John Mogensen også; ramme præcist i skildringen af ensomhed og livets nederlag, som det fx også hørtes senere i karrieren på “Ensomhedens Gade Nr. 9”, på et sprog, der var renset for udenomssnak og dikkedarer, som var mundret og som var til at forholde sig til – for alle. Og vel egentlig også for kulturparnasset, der ellers ikke havde meget tilovers for barpianistens leflen for det folkelige og det banale.
Der blev slået skæverter i John Mogensens sangskrivning, også når han fx fortolkede “Sunny Boy” i en dansk version, der ligner endnu mere kalkuleret sentimentalisme end originalen på “Solskinsdreng”, der nærmest bliver ufrivilligt morsom undervejs, og når han forsøger sig med klodset jysk dialekt på “Skuld Gammel Venskab Rejn Forgo”. Jeg er heller ikke så vild med hans version af “Me And Bobby McGee”, der minsæl har fået titlen “Carsten Levin”, men meget kan altså tilgives, når man som jeg er vokset op med radioen kørende på ret høj lydstyrke både under Dansktoppen og ved alle de øvrige – og talrige – lejligheder, hvor John var oppe at vende.
Det er på den baggrund umuligt for mig ikke at holde af John Mogensen. Pladen kører ikke ofte på tallerkenen, og måske er det heller ikke på denne, at der er det største koncentrat af de bedste sange, så måske skulle man hellere investere i en af de utallige opsamlinger? Så var man da sikker på at få “Ensomhedens Gade Nr. 9” med. Og “To Mennesker På En Strand”. Og “Nina Kære Nina” Og “Mennesker Bliver Spist i Polynesien”. Og….