På mine ældre dage er jeg blevet ret glad for dansk og dansksproget musik. Det har jeg ikke altid været, hvad der måske også skyldtes, at det i mine formative år sandt at sige ikke altid flød over med mælk og honning på den danske musikscene – omend noget af det efterhånden har fået klassiker-status.
Navne som Fribytterdrømme, Mellemblond, Spids Nøgenhat, Peter Sommer, Elevatorfører, Tårn, Katinka, Ulige Numre og mange flere demonstrerer på den nutidige scene, hvad man kan, hvis man er både musikalsk og lyrisk velbegavet, og min nyfundne nysgerrighed har også kastet mig i retning af genopdagelse af tidligere (niche-?)navne som fx Olesen-Olesen og Nikolaj Nørlund og deres udgivelser i 1990’erne og 00’erne. Det er både givende, dejligt – nogle gange øjenåbnende – og jeg er sikker på, at vi også her på siderne kommer forbi nogle af ovenstående navne.
Johnny Madsen synger også på dansk, hvad han har gjort gennem hele sin karriere, der startede for snart 40 år siden med bandet med det fantastiske navn Rumlekvadrillen. I 1991 udgav han et aldeles glimrende album, Bounty Blue, men det store, folkelige gennembrud kom med albummet – og sangen – Udenfor Sæsonen i 1988.
Der er noget sært og finurligt ved Johnny Madsen – også på dette album. På den ene side noget søm- og gnidningsfrit musik, domineret af noget, men kunne kalde folkeblues med et diskret poprock-strejf, holdt oppe af Madsens stemme, fine melodier og så en glimrende guitar, der sine steder har lidt honky-tonk-præg og andre steder ligger og understreger og støtter i bedste Mark Knopfler-stil (og med mere end et anstrøg af fx Ry Cooder), fint leveret af Madsens faste guitarist gennem mange år, Knud Møller. På den anden side er der tekst-universet, der godt kan gå hen og nærme sig bodega-poesi og andre steder er vidunderlig Vesterhavs-lyrik, der både er melankolsk, vemodig og luftig.
Det er med andre ord en blandet landhandel, vi har med at gøre her. Både “Udenfor Sæsonen” og “Færgemand”, der begge blev store hits, bærer præg af begge retninger, mens fx “Vest For” er et rendyrket stemningsbillede fra det ‘vilde vest’ i nærheden af Fanø og omegn med smukke linjer som ‘Fyrets sidste stråle / smelter tjæren ud af spejlet / og fjerne klokker klinger / og pludselig er de væk’. Og så er der fx “Komadibovser”, der er rendyrket Vesterhavs-vrøvl.
Det var en fin-fin plade, Johnny Madsen leverede og ganske fortjent, at han fik den succes, som han skulle have, med den. Der var ikke mange, der kunne oversætte americana-stilen til jysk på dette tidspunkt – eller senere? – så også derfor kunne Madsen med lethed overstråle fx Allan Olsen dengang. Om det så stadig er tilfældet, må være op til den enkelte at afgøre. Til gengæld vil jeg fortsat hævde, at Bounty Blue er en bedre plade. Men den ejer jeg ikke.