Den vestlige kulturs monogame pligt-etiske og måske naive og romantiske endemål i forhold til harmonisk, livslang lykke er, på godt og ondt, forestillingen om den eneste ene. At det simpelthen er muligt, ønskværdigt og den sande vej til opfyldelse af selve formålet med livet at finde dén, man vil tilbringe resten af livet med. Det er højdepunktet i enhver romantisk komedie på skærmen eller lærredet, når de to unge elskende får hinanden i sengen, i naturen eller på kirkegulvet, og mange storslåede dramaer er blevet skabt i beskrivelsen af jagten på denne ultimative livsledsager.
Det er der intet ondt i, tværtimod, for hvem ønsker ikke livslang lykke? Men den bagvedliggende, dystre sandhed er, at for at finde denne ene, er alle øvrige forudgående forsøg på at danne par dømt til at mislykkes og ende – ofte bittert og ulykkeligt – i en ofte gentaget cyklus af bristede illusioner og knuste drømme. Dét er der også skabt vilde dramaer over, i litteraturen, på film og i musikken. Og i langt de fleste tilfælde er disse kunstneriske udfoldelser over kærlighedens endeligt langt mere vedkommende end de, der har en lykkeligere udgang. Jeg nævner i flæng og uden sammenligning i øvrigt: Romeo og Julie, Anna Karenina, Casablanca, The Boatman’s Call og … Blue
Joni Mitchells fjerde album er blevet kaldt det ultimative break-up-album. Det er kærlighed og tab, der behandles her, og på Mitchells Blue er de to entiteter uløseligt forbundet næsten som i en ligning: kærlighed = tab. Det gælder forhold til mænd, der gælder i forhold til tab af mening og livsopfyldelse og – i et enkelt, næsten ubærligt tilfælde – tab af barn. På den måde er det næsten naturstridigt, at det samtidig er et af de smukkeste albums, der nogensinde er blevet udgivet. ihvertfald indenfor dén genre.
Genren er singer-songwriter, og også her satte Joni Mitchell en standard i 1971, som efterfølgende forsøg udi dette blev målt op mod. Og så kan jeg jo lige så godt komme med tilståelsen først som sidst; jeg har det aldeles stramt med netop singer-songwriters. Nu kan det jo være svært at fastholde en label på dette, for er de fleste solo-kunstnere vel egentlig ikke netop dette – altså sangere og sangskrivere – fra Joni Mitchell og Nick Drake over Paul Simon og til Tove Lo og Låpsley – de musikalske rammer upåagtet?
Men jeg ved jo godt, at dette ikke er den definition, vi normalt bruger, så her holder vi os til den gængse forståelse; en sanger, der selv komponerer og skriver sange med et ofte ret personligt indhold, og som lige så ofte fremfører dem solo eller ihvertfald sparsomt instrumenteret. Og så er de samtidig så h…… følsomme, ikke?
Men altså, hvis man nu skal beskæftige sig med denne genre, så er Joni Mitchell på ingen måde et dårligt sted at starte. Og Blue er noget nær det perfekte udtryk for stilen og genren, for det kan simpelthen næsten ikke blive mere personligt, og det kan næsten ikke udføres mere personligt præget. Det er Joni selv, der akkompagnerer det meste af vejen – hun får lidt prominent hjælp undervejs af bl.a. Stephen Stills og James Taylor (som hun også synger om på albummet) – og oftest er det blot klaver eller guitar, der er ledsager den sprøde og klare vokal.
Selvom albumåbneren “All I Want” er forræderisk munter i sin intro, der næsten hopper dansende afsted, og tempoet generelt er lidt højere her end på mange af albummets øvrige sange, så lægger den også fundamentet for resten: ‘I am on a lonely road and I am travelling / looking for something, what can it be?’ synger hun i de første linjer, og her forstår man også straks betydningen af albummets titel:
Do you see – do you see – do you see how you hurt me baby
So I hurt you too
Then we both get so blue
Dén sang kan jeg godt lide, og så er der en vis malice i, at nteop denne sang angiveligt handler om det brudte forhold mellem Mitchell og James Taylor – der så oven i købet spiller guitar på det!
I sagens natur er alle sangene både ordrige – og båret af lyrikken og teksterne. Det er ikke fordi musikken og fremførelsen ikke er fremragende, for det er det, men her giver det fulde udtryk først mening, når teksterne bliver tydelige, også selvom musikken i dén grad bærer stemningen. Som i ‘vuggevisen’ for den datter, Joni Mitchell bortadopterede. Og hvis man selv har haft den (forhåbentlig da) lykke at få børn, så giver denne afskedsstrofe efter åbenbaringen af, at barnet netop er blevet ‘givet væk’ kort efter fødslen, både fugtige øjenkroge og let synkebesvær:
Just a little green
Like the color when the spring is born
There’ll be crocuses to bring to the school tomorrow
Just a little green
Like the nights when the Northern lights perform
There’ll be isicles and birthday clothes
And sometimes there’ll be sorrow
Ja, og forestillingen om alt det, der venter og alt det, hun ikke skal tage del i og være del af har da sjældent fået et smukkere udtryk.
Der er pragtstykker gemt overalt på den plade, der er tæt på at være et koncept-album eller ihvertfald en tematisk sammenvævet sangcyklus: “Carey”, titelsangen “Blue” og “The Last Time I Saw Richard” er blot nogle af mine egne favoritter, og så indeholder albummet jo så også lige den bedste julesang, der absolut ikke er en julesang, midt på side 2. “River” er – på strofer bygget over molvariationer af “Jingle Bells” – noget nær den tristeste udgave af en højtidsfejring, der kan findes på denne side af “White Christmas”. Alene følelsen af at være udenfor glæden og forventningen, der etableres ved brugen af ordet ‘they’ i det indledende og afsluttende vers, fanger ret fint stemningen her:
It’s coming on christmas
They’re cutting down trees
They’re putting up reindeer
And singing songs of joy and peace
Oh I wish I had a river I could skate away on
Blue er en dejlig plade, og den er naturligvis også på alverdens lister over de bedste albums i populærmusikkens historie. Det kan selv jeg høre, der ellers som nævnt ikke er specielt stor fan af genren. Det bliver derfor også hørt med jævne mellemrum i det lille hjem, men jeg erkender også, at det ikke er det album, der oftest får lov at rotere. Det er måske lidt (for) ens i sit udtryk på de forskellige sange, og så har jeg lige endnu en erkendelse; der er visse af sangene, hvor Joni Mitchells stemme skærer lidt i ørerne på mig. Det plejer jeg ikke at sige til nogle, for det er vist lidt kættersk, sådan at kritisere en kulturel helligdom, men det er måske også bare mig, der har det sådan. De kan jo selv prøve at lytte, og så give et praj, hvis De efter endt gennemlytning mener, at jeg dermed er en kulturel og popmusikalsk analfabet.