1980’erne kunne være hårde år for de bands indenfor den progressive rock, der forsøgte at overleve – også til nye tider og skikke indenfor musikken. Et sådant band var Kansas. Efter debuten i 1974 havde de fået gjort sig ganske store op gennem 1970erne, hvor de – i lighed med andre bands indenfor prog-rocken – pludselig kunne spille for udsolgte stadions og kæmpe-haller.
Alt det vidste jeg intet om, da jeg i 1986 købte deres ‘come-back’-album, Power. Jeg havde fået det anbefalet af en god ven, der ligesom jeg på det tidspunkt var til rock med solide trommeslag på 2 og 4, langt hår, guitarvirtuositet og lidt magtfuld vokaldemonstration i fronten. Og det fik man i rigt mål på albummet. Som kollegerne fra Genesis og Yes – Hackett og Howe – der havde fundet sammen i GTR for at spille god, guitarbaseret, semihård rock, trak Kansas også stille og roligt væk fra proggen for at afprøve rocken.
Så det gjorde de altså, og på Power spiller de ud med en førsteskæring, der signalerer, at her kommer vi altså; “Silhouettes In Disguise” sætter fra land med guitarriffs og buldrende trommer, og der er dømt noget nær heavyrock fra starten. Dét første-indtryk snyder nu lidt, for der er i virkeligheden ikke meget Metallica eller Slayer over Kansas. Derimod er der masser af melodisk rock, og bandets prog-fortid fornægter sig altså ikke i hverken musik eller de fortællende tekster. Og for at understøtte dette lader de – ganske som også GTR gjorde det med “Hackett To Bits” – instrumenterne komme til deres ret i instrumentalnummeret “Musicatto”.
Men i virkeligheden er der altså ikke så voldsomt meget at komme efter her på meget lang afstand af udgivelsestidspunktet. Opskriften på numrene er såre simpel; kort intro – enten stilfærdigt, næsten ind-fadende, eller buldrende derudaf – og så vers- omkvæd – vers – guitarsolo – omkvæd – vers – omkvæd. Det hele sådan lidt i Skagerrack/Europe og Scorpions-stilen, og dermed med masser af falset-stemme, der dog, indrømmet, holder hele vejen. Det skal indrømmes, at jeg godt nok ikke har hørt albummet ret meget de sidste mange år, og ved genhøret gik det op for mig, at det var der en god grund til. Jeg kan i virkeligheden slet ikke lide den slags musik mere. Alle mine idiosynkrasier kom derfor i dén grad til udtryk, da jeg hørte “Secret Service”, der indeholder det måske mest irriterende instrumental-stykke i musikhistorien hen mod slutningen af nummeret. Det er sikkert ikke dårligt udført, men hold nu kæft, hvor er det enerverende at høre på. Især den del, hvor den umotiverede fløjte dukker op, thi jeg formelig hader de der satans fløjter i rockmusik. Uanset om det er Peter Gabriel, Ian Anderson eller Kansas, der blæser i dem.
Kansas havde en forholdsvis stor fangruppe, hvoraf mange holdt ved fra ’70erne og op gennem ’80erne, og bandet lever – og turnerer – faktisk i bedste velgående endnu. Så hvis man er til melodisk rock med både slagkraft og store stemmer, kan man sikkert få sin lyst styret ved at finde dem til en koncert i Nordamerika et sted.
Jeg er sikker på, at jeg med ovenstående fornærmer en del læsere, der holder Kansas ret højt på deres egen liste over yndlingsmusik. Og de findes, har jeg bemærket, i diverse musik- og vinyl-relaterede grupper og sites på der der indernet. Så til dem; beklager, men jeg lover til gengæld, at I får lov til at lytte til det i fred.