En sang om en kvinde, der uafvidende danser med Hitler, en sang om et forhold til en computer og en fuldt udstrakt brug af både ‘rigtige’ instrumenter og alt, hvad firserne derudover kunne tilbyde i form af elektronisk instrumentering – alt sammen holdt sammen af den der fabelagtige stemme.
Iøvrigt er det – ihvertfald for mit vedkommende – lidt ligegyldigt hvad sangene handler om. Lige præcis med The Sensual World har jeg aldrig lagt særlig meget mærke til teksterne, mens jeg lyttede, så hvis jeg skal dissekere dem, ville det kræve et opslag på alle tilgængelige sider på nettet med pop-lyrik. Og det er ikke altid, at jeg gider.
I stedet har jeg det med Kate Bush, som jeg har det med en del kunstnere, der excellerer i samme felt; jeg drifter lidt hen, nyder det hele og efterlades med en stemning snarere end detaljer om de enkelte sange og numre. Og disse stemninger er Kate Bush som skabt til.
Naturligvis er der også på The Sensual World sange, der skiller sig ud. “Rocket’s Tail” er et af dem, hvor man lige stopper lidt op. Måske fordi det – i modsætning til mange af de øvrige numre – er lidt mere rocket end æterisk, og så fordi David Gilmours guitar, sammen med et kor, der synger kontrapunktisk (eller hvad sådan noget nu hedder) holder hele vejen igennem sangen. Og så er Kate Bush helt oppe i et nærmest Björk-agtigt skrigeri undervejs. Og det er positivt ment; det er et djævelsk godt nummer, så lyt gerne med…
Men ellers er det det æteriske, sensuelle og luftige, der præger albummet. Sine steder nedtoner Bush nærmest sin karakteristiske vokal, ihvertfald i forhold til den anden af mine Bush-plader, The Kick Inside.
Mine favoritter på albummet består ud over den nævnte af titelnummeret, der på trods af den typiske firserproduktion, formår at illudere irsk hele vejen igennem, komplet med semi-keltiske trommer og fløjter, og dermed understrege sangens centrale tema; Molly Bloom fra James Joyces Ulysses, der træder ud af bogens verden og opdager den virkelige verdens dufte, lyde og – sensualitet. Derudover har jeg en voldsom svaghed for det afsluttende nummer, “This Woman’s Work”. En downbeat klaverballade, der bare er gennemført smuk. Og så kan jeg faktisk godt lide den lille sag om computeren, der er blevet den rigtige ven, “Deeper Understanding”.
Men lad os nu ikke fortabe os i de enkelte dele; det er hele albummet, og den stemning, det efterlader hos lytteren, der er det vigtige i denne sammenhæng. Og jeg kan godt li’ den stemning. Også selvom jeg er gladere for The Kick Inside….