Der gik 7 år fra Larsens første solo-album til det næste ‘rigtige’ album. Jojo, der havde jo lige været den der incident med Jungle Dreams et par år før, hvor nationalskjalden – som vist ikke helt var dét endnu – havde udgivet et album med engelsksprogede sange, men det fængede ikke rigtigt hos et ellers lydhørt dansk publikum. Det fængede heller ikke i de engelsksprogede lande, og det var der ikke noget at sige til.
Så 231045-0637 er dermed det andet af Larsens soloalbums, og det tager vel egentlig meget godt fat, hvor vi slap på Værsgo’. Og så alligevel ikke… Jeg må ihvertfald konstatere, at ‘personnummer-pladen’ ikke har sat tilnærmelsesvis samme dybe spor som denne. Men under alle omstændigheder, så er også 231045-0637 et umiskendeligt Larsen-album fra denne periode, og heller ikke på denne slipper vi for et par klassikere.
Problemet er bare, at disse klassikere ikke i samme grad som på forgængeren har mere eller mindre uforgængelig karakter. Når de mest kendte numre er “Blip-Båt” og “Køb Bananer”, så kan man allerede her fornemme, at vi ikke helt rammer samme universalitet i hverken tekst eller musik som der var at finde på Værsgo’. Når der så samtidig til overflod er en sang med, der deltog i konkurrrencen om at repræsentere Danmark ved Melodi Grand Prix – “Ud i det blå” – så er det vist tæt på, at vi skraber bunden.
Det er jo ellers ikke fordi kvalitet fornægter sig i al almindelighed på pladen. Fx. er netop “Blip-Båt” jo en forholdsvis rammende tekst om hverdagens glæder og fortrædeligheder for den helt almindelige arbejdende mand – komplet med fabriksarbejde, skilsmisse, elskerinde og lille bil – der i næsten revy-agtige strofer fint fanger udsigts- og håbløshed med mere end en snert af blød optimisme undervejs, og også “Køb Bananer” kan man vel læse i en samfundskritisk kontekst, hvis man iøvrigt har de lyster.
Men på trods af dette; jeg er ikke specielt vild med albummet, og det var jeg heller ikke dengang. Det bliver ganske vist ved genhøret klart for alle, at her er tale om vintage Larsen, men alligevel… Selv ikke en pop-smart uptempo version af Nordahl Griegs “Kringsatt av Fiender”, her betitlet “682 A” (vel efter dens placering i Folkehøjskolesangbogen i 1978-versionen?) kan for alvor rette op på indtrykket af en plade, som tiden ikke har været god ved. Til gengæld peger netop denne sang fint frem – og tilbage – mod den sangskat, som Kim Larsen i andre henseender har taget op igen og vist sin kærlighed.