Første gang jeg hørte Kliché var det fra et dårligt kassettebånd afspillet på en om muligt endnu dårligere kassettebåndoptager. Produktionen var iøvrigt også elendig, for sangen “Militskvinder”, som var den, det handlede om, var at finde på den senere så herostratisk berømmede compilation Pære Punk, hvor man også kunne høre de første optagelser af Sods og Lost Kids, og det var sandt at sige ikke en synderlig høj kvalitet, sådan rent lydmæssigt. Det hele gjorde nu ikke så meget, for mens vi forsøgte at lytte intenst, overdøvede samtlige lyde fra toget til København alligevel alting, for vi var nemlig på vej på lejrskole.
Det var en hyggelig tur. Det meste af den ihvertfald. Vi boede ganske vist i Dansk FolkeFeries hytter i Helsingør, men turen medførte ikke blot et besøg på de museer og slotte, der nu skulle besøges og den obligatoriske Strøg-tur; vi – de noget forsagte og benovede provinsbørn – fik søreme også lov til at komme en tur på Christiania! Det gav lejlighed til både at købe læderarmbånd, Palæstina-tørklæder (ganske som Arafats) og – hold nu fast i stolekanten, kære læser – en chillum! Den kunne bruges til at ryge hash på, kunne den, og det fniste vi en del af – men røg vist iøvrigt ikke rigtigt noget. Til overflod fik vi også lejlighed til at gå en tur om aftenen i Helsingør, hvor Torben, den glade ejer af føromtalte kassettebånd, var ved at komme voldsomt galt afsted, da han i indgangsdøren til et værtshus lavede en smuk parodi på en fuld svensker, hvorefter et par fulde svenskere kom ud af døren, kampklare og parat til at give den lille møgunge en lærestreg… Vi kunne dog løbe hurtigere end den, så vi lærte ikke noget dén aften.
Det var en ret lang omvej til Klichés debutalbum, den fremragende Supertanker, som udkom året efter opsamlingen. Lars H.U.G, Johnny Voss og Jens Valo (der senere blev udskiftet med Niels Torp) studerede samtidig på Århus Kunstakademi og dannede gruppen som en redningsplanke: “Hvor vi før havde stået og klattet på et lærred, alene i terpentin-os, og var blevet slået i hovedet af af lærerne for det, vi lavede, fandt vi nu en fællesmængde. Pludselig var vi tre mennesker med visioner, og vi kunne løfte mere som tre”, som Lars H.U.G. forklarer det i Dansk rockleksikon. Senere kom Anders Brill til på trommer, og succesen indfandt sig øjeblikkeligt med udgivelsen af Supertanker.
Det kan man godt forstå. Pladen var for de små 40 år siden, da den udkom, et fuldstændigt nybrud i dansk musik. hidtil havde vi været forkælet med Bifrost, Sebastian, Skousen & Ingemann, Arne Würgler og Benny Holst og begyndende Shit & Chanel og her dukkede pludselig noget helt andet op. Med et internationalt udsyn og en tydelig inspiration fra Kraftwerk, krautrock generelt og Brian Enos arbejde sammen med David Bowie, var lyden af Kliché både pågående, moderne og anderledes. Det samme var teksterne; her var absolut ingen karkludsrealisme. I stedet var der sat toner på linjer fra formand Mao i førnævnte “Militskvinder”, hvor det rocket og provokerende lød:
Hvor strålende og stolte de ser ud
Med lange rifler over skuldrene
…
På paradepladsen oplyst af dagens første stråler
Kinas døtre har sind, der stræber højt
De elsker uniformer
De elsker uniformer
Ikke silkestoffer
Sådan en sag kunne jo nok få feminister i kollektiverne på banen, men som Lars H.U.G. sagde, så blev de helt tavse, når de hørte, at teksten var Maos, for han var jo den store helt…
Så der ér rock at finde på Supertanker. Både på “Militskvinder”, “Hetz” og “Panorama”, men der er også lange suggestive lydflager, som Kraftwerk og Eno ikke havde kunnet udføre meget bedre, fx på den indledende “Igen og Igen” og som solid backing på en anden Mao-tekst: “Masselinjen”. Teksterne er, når de altså ikke lige er skrevet af den kinesiske formand, generelt ganske og aldeles anderledes, end man var vant til at høre på dansk på dette tidspunkt. Samfundskritikken var så afgjort til stede, men ikke i den socialistiske – og socialrealistiske – kontekst, vi var vant til at høre den i. I stedet kunne man høre postmoderne ironiske linjer gentaget i en uendelighed som ‘forude ligger en teknisk og videnskabelig triumf’, formuleret som det falske håb efter to katastrofale krige i afslutningen på “Panorama”. Og så er der jo den næsten helt almindelig kærlighedserklæring i “Aldrig Mere” og den noget mistrøstige dystopi i “Stjernerne i deres øjne” for ikke at tale om den næsten meditative og suggestive gentagelse af linjen: ‘Folket og kun folket er drivkraften i skabelsen af verdenshistorien’ i den smukke “Masselinjen”. Den lyder lidt mere end en anelse ironisk i dag, men måske var den ærligt ment dengang?
Musikken er næsten bedragerisk enkel. Det er ikke de voldsomme tekniske færdigheder, der præger sangene, hvad der ifølge Lars H.U.G. havde den enkle forklaring, at ingen af medlemmerne i virkeligheden kunne spille. De var faktisk nærmest antitesen af musikere, og musikken, de lavede, lavede de, fordi “det var det vi kunne overskue, magte og bringe til torvs. Og det er også derfor det nok lykkedes for os at lave nogle rimeligt vellykkede plader, fordi vi kendte vores begrænsning”, som han forklarede til DR i 2013.
Ja, muligvis. Men på trods af begrænsningerne så holder Supertanker hele vejen. Måske mere for dem i min generation, der har et langtidsholdbart forhold til albummet end til nye lyttere, men Kliché var om noget det band, der afstak en ny kurs for dansk musik, og det i en grad, så de – ualmindeligt berettiget – er blevet optaget i den danske kulturkanon med netop Supertanker. Personligt er jeg fortsat voldsomt begejstret, og pladen kommer på pladespilleren med jævne mellemrum – også i perioder, hvor jeg ikke skal skrive om den.