I virkeligheden ville jeg langt hellere eje den tyske udgave af Kraftwerks fjerde ‘officielle’ album, The Man Machine. Ikke fordi jeg er en snob – det er jeg nu også – men fordi der både er noget fedt schwung og noget meget sigende over den tyske titel: Die Mensch-Maschine, og det kan jeg godt lide. Jeg kan også godt i al almindelighed lide det tyske sprog, så måske har det også noget med det at gøre.
På den anden side; musikken er jo den samme, så det burde alt sammen være godt nok. På The Man-Machine er Kraftwerk endnu en gang gået efter et tematisk sammenhængende musikalsk opus. Hvor det på min forrige plade med bandet, Autobahn, var transporten – og på de efterfølgende albums computere og Europa – der var temaet, er det denne gang den futuristiske vision, der er kernen i musikken. På den ene side fremtidens uafhængighed af mennesker via “The Robots” og på den anden siden dens modsætning, begærets menneskelige mål i “The Model” – og hele tiden under noget, der umiskendeligt lyder som kraftigt inspireret af Fritz Langs dystopier om fremtidens (by-)landskaber – tydeligst naturligvis i “Metropolis”, vist nok opkaldt efter Langs film. Kraftwerk gør på pladen, hvad der er gode til – og hvad de var de absolut bedste til på dette tidspunkt; de fremmaner med lyde, skabt af elektroniske instrumenter og elementer, et billede af en fremtidsverden, som den så ud, dengang nede i 1970’erne. Og det gør de – jeg havde nær sagt; naturligvis – fremragende.
På det tidspunkt var de futuristiske lyde ikke en kliché, og selvom de havde været, så kan man faktisk sagtens forestille sig Kraftwerks melodier indspillet i dag med et måske lidt mere komplekst lydbillede. Det kan man ihvertfald forvisse sig om, hvis man lytter efter gentagelsesstrukturer, sløjfer, kontramelodier etc. i fx nutidige bands som Mogwai eller et band, jeg først for nylig har opdaget takket være en bekendts henvisning til det; Godspeed You! Black Emperor (det hedder de faktisk, og hvorfor filan jeg aldrig tidligere har hørt om dem er mig en gåde, thi det er fremragende, så det vender vi tilbage til, når pladesamlingen en dag bliver kompletteret med dette ensemble). Det lyder med andre ord ganske friskt, det hele, ihvertfald hvis man lytter med ører, der ikke for længst er fordærvet og korrumperet efter al for meget elektronisk musik de sidste tredive år, for i så fald kan man nok kun bruge Kraftwerk som arkæologisk kilde til meget af det nye musik.
Nå, men jeg kan nu godt lide det. Hele albummet er præget af kølighed, grænsende til det iskolde, i dets afsøgning af den tematiske modsætning mellem mennesker og maskiner/robotter. Men samtidig er det voldsomt melodisk, selv dér, hvor det synes minimalistisk. Og køligheden bliver understreget i de numre, hvor der er lyrik – eller hvad man nu skal kalde det. Måske mere i udtrykket og fremførslen end i selve ordene; der nu noget fedt ved at høre tyskere synge engelsk. Når først Florian og/eller Ralph synger “Sjis a måtel and sjis loåoåkin gut”, så er det næsten som at høre Schwarzenegger køligt formulere; “Ajl bi bak” i Terminator. Og dét er sgu’ altid fedt.
Kraftwerk hittede langsomt, men støt, med albummet, hvorfra “The Model” hittede rent singlemæssigt og efterfølgende vel nok er blevet bandets bedst kendte nummer. Hvis man altså ikke følger med i cykelsport samtidig, for så ville man nok i højere grad have lagt mærke til “Tour de France”. Men det er en helt anden snak – og plade.
NB: Jeg kan ikke dy mig for igen at citere en samtidig anmeldelse fra Rolling Stone, der heller ikke denne gang er begejstret for de maskinelle udfoldelser fra tyskerne:
Less than three minutes into The Man Machine, an album that faithfully extends Kraftwerk’s unmistakable brand of exquisite torture, this group has successfully drained the blood from the listener’s body and pumped in the liquid Lysol […] What kind of boredom is this? It feels so good when it starts, and it feels so good when it stops.
Det er da alligevel meget skægt skrevet, ikke?