Det ligger altid lige for at sammenligne den ene eller den anden kunstner med en, der bevæger sig indenfor samme genre, har haft samme karriereforløb eller blot ligner den foregående. Vi står jo alle på skuldrene af giganter, som det så smukt hedder, og på baggrund af mere end 50 års populærmusik, er det vanskeligt helt at frigøre sig fra inspirationskilderne.
Det britiske wunderkind Låpsley havde fået sig lidt af en følgerskare på den digitale musikformidlingsplatform Soundcloud, inden det engelske pladeselskab XL tilbød hende en kontrakt forud for udgivelsen af debut-albummet Long Way Home. Og netop XL har et ry for at udgive kvalitet frem for kvantitet, og når der kun kommer 10 – 12 udgivelser om året, knytter der sig selvfølgelig en del forventninger til plader fra den kant. Samme XL havde nogle år forinden opdaget Adele og udgivet monstersælgeren 19, og alene af den grund ligger sammenligningen lige for. Det gør den også af andre grunde, bl.a. i valget af genrer og den fine vokal – hvor Adele dog er noget mere soul- og kraftfyldt end den små Låpsley – og det faktum, at begge sangerinder var 19 år gamle, da de debuterede kalder jo også på sammenligninger.
Men måske skal sammenligningen slet ikke gå den vej. Og hvis den endelig gør det, så er jeg bange for, at jeg til enhver tid vil foretrække Låpsleys noget mere afdæmpede og lidt mere ‘mellow’ og sine steder minimalistiske tilgang til musikken. Faktisk er en sammenligning med anden ung, britisk kunstner måske mere på sin plads, og fx lyder sangen “Station” som en kvindelig udgave af James Blakes tilbagelænede, inderlige elektroniske minimalist-pop. Det er et fremragende nummer, skulle jeg iøvrigt hilse og sige, hvor Låpsley synger med i noget, der ligner en duet, med dialog med modparten, men hvor det viser sig, at den treenighed af stemmer, der optræder er Låpsley selv, der dubber og dublerer med forskellige ‘pitches’, så det kommer til at lyde som tre forskellige stemmer. Den sang er langsom, suggestiv, forførende, melankolsk og nærmest hypnotisk i sin aldeles sparsomme men meget fyldige instrumentering bag de flotte stemmer.
“Operator (He Doesn’t Call Me)” lyder nærmest som et opdateret retro-disco-nummer, og det virker, selvom man ikke umiddelbart skulle tro, at den fine, afdæmpede vokal kunne swinge på de niveauer foran horn, strygere og stortromme på alle fire slag. Det kan man godt være bekendt at sætte på sit mix-tape til et fyldt dansegulv.
Det kan man også med hittet “Hurt Me”, der efter den indledende, stilfærdige start med pitchede stemmer og let lydfattige keyboard langsomt vokser – også på lytteren – med både det catchy omkvæd (“If you’re gonna hurt med / why don’t you hurt me a little bit more?”) og i vokal volumen. Også selvom det måske ikke er det mest up-tempo og humørfyldte nummer, der findes i verden. Til gengæld er det dér, hvor sammenligningen med Adele måske er mest berettiget. Også “Love Is Blind” fandt vej til streamingtjenesternes hitlister, og det kan man godt forstå. Det er bare en god, melodiøs pop-sag, som man sagtens kan blive glad i låget af.
Faktisk er jeg ret begejstret for pladen, og det er vokset kraftigt på mig undervejs. Og det er altså på trods af, at produktionen har noget lidt glat over sig, og at de enkelte numre nogle steder nærmer sig hinanden så meget, at det kan være svært for alvor at skelne dem fra hinanden. Det er melankolsk, livligt, smukt udført og glimrende orkestreret på alle 12 sange om livets banaliteter som kærlighed, smerte og delvis helbredelse. Elektropop af fineste karakter, selvom der sine steder måske sniger sig en let ensformighed lidt ind, men det kan jeg sagtens leve med en novemberaften, hvor der er vin i glasset, brændeovnen varmer og gryderetten simrer.