Måske er Lars H.U.G. ikke verdens mest produktive musiker, men når der kom noget fra hans hånd og mund, så var det svært ikke at tage det alvorligt. I perioden fra 1984 til 1992 var der vel i virkeligheden ikke mange kunstnere, der kunne matche hans særegne kvaliteter, og i modsætning til fx et anden dansk koryfæ, Kim Larsen, så blev det aldrig hverken over-folkeligt eller leflede for de hurtige slaglinjer i lyrikken.
Blidt Over Dig var naturligvis imødeset med spænding, efter at der var gået mere end tre år siden han udgav Kopy, og det var endda ‘kun’ cover-numre, vi havde fået dengang. Vi var derfor nogle, hvis forventninger var spændt pænt højt til udgivelsen – og det viste sig ret hurtigt, at vi ikke havde ventet forgæves.
I det store og hele samlede Lars H.U.G. op, hvor han havde efterladt os på Kysser Himlen Farvel. Gode melodier udført på baggrund af fin semi-electronica og en sindssygt flot produktion, og som altid med Lars’ egen karakteristiske og fine vokal helt i forgrunden. Men så alligevel; var det hele ikke lige en tand mørkere, lidt mere melankolsk denne gang? Mangle der der ikke en glad, lille Blåbær-dreng til at runde det hele af med? Og selv på de gladere sange er der vist da en let foruroligende tristesse, er der ikke?
Ikke at det generede mig – eller generer mig i dag. Både fordi pladen sådan helt generelt bare er rigtig god – tæt på fremragende – men også fordi, at det jo er aldeles imponerende, at en tekst, der, hvis den stod for sig selv, ville være semi-deprimerende, kan få udtrykt håb, glæde og optimisme ved at blive pakket ind i en forræderisk god – og glad – melodi. Det er fx tilfældet i et af de hits, pladen indeholdt, “Natsværmer”, hvor teksten kredser om flygtighed, smerte og ufuldenthed, men den gør det i en melodisk tone og et let beat, der gør det hele mere end bare almindeligt udholdeligt. Dét er en rigtig god sang, og det samme er titelnummeret, der også blev et hit. Og af de øvrige sange, der er værd at lægge mærke til, er “September” i min optik uretfærdigt overset, men den er så heller ikke gjort af det stof, lyttevenlige radiohits består af, men folder sig i stedet ud i en up-tempo jazz-rocket melodi med en fin afslutning, hvor en let dissonant saxofon får lov at svæve frit og dominerende. Men den holder sgu’! Lige fra den talte indledning (“Jazzen flyder fra en ensom mand ud i den slumrende tid/ en prøver at løsne sit hjerte for tvivl og bitter strid”) til den larmende slutning.
Det største hit på pladen er dog ikke (udelukkende) Lars H.U.G’s. Karen Jønsson skrev teksten til “? er lykken så lunefuld” i 1937, og til Carl Viggo Meinckes melodi blev den en dansk sangklassiker; en bittersød, melankolsk sag om bristede drømme og kærlighedens flygtighed. Dén sang havde H.U.G. øjensynligt ikke plads til på Kopy, så den kom i stedet med på Blidt over dig. Melodien var ny – med klare reminiscenser til Meinckes – og i denne version fandt den et nyt publikum, der kunne tage den til sig. Den sang er et ualmindeligt vellykket eksempel på, hvordan en sangs holdbarhed kan måles i nye arrangementer, thi den holder – big time.
Og endelig finder man et af albummets bedste sange på “Man kalder det sædvanligvis en drøm”. Foruroligende, dyster og dunkende, med Lars H.U.G i en noget, der ligner en vokal pragtpræstation. Jeg véd ikke, hvem Jimmy er, eller hvorfor han skal have penge, men jeg forestiller mig ikke, at han skal bruge dem til noget godt….