Min barn- og ungdom var, som tidligere beskrevet, konstant indhyllet i musik. Ikke blot den, jeg forsøgsvis frembragte på den kommunale musikskole, men i langt højere grad den, der konstant og uden ophør strømmede ud af højttalerne fra stereoanlægget i hjemmet. Her var radioen indstillet fast på Program 3, og herigennem blev jeg præget af den form for popkultur, der blev formidlet herfra.
Det betød også, at jeg lærte hele bagkataloget af dansk musik at kende. Alt fra de populære viser, serveret af Erik Påske og Ove Verner Hansen, over slagere af Raquel Rastenni og til de sange, der prægede dansktoppen dengang i 1970’erne og frem. Og i rigtig mange tilfælde lærte jeg også at holde af dem. Og selv om Lars H.U.G. vist nok er noget ældre end jeg, så må han have samme kærlighedsforhold til disse gamle popsange – og til nogle af de nyere, som han kunne se holdt samme niveau.
Ved en koncert i den lille provinsby i udkantsdanmark, hvor jeg skulle høre Lars H.U.G. med medbragt band servere Kysser Himlen Farvel-numrene oplevede jeg første gang, hvordan Lars H.U.G. ikke leflede for hverken kolleger eller publikum. For det første var scenen plastret til i logoer fra Pepsi – og bandet selv iført Pepsi-kasketter – hvad der ikke ligefrem var velset på det kulturelle parnas, hvor kapitalisme og sponsorater var det rene utøj. At det delvist var en provokation fra Lille-Lars gik vist hen over hovedet på en del af dem. For det andet kunne det undrende publikum pludselig høre et medley af tre-fem klassiske, danske popsange, midt mellem HUG- og Kliché-sangene. Og det var godt nok mærkeligt…
Det var nu ikke mærkeligere, end at det tydeligvis var velovervejet fra Lars H.U.G.’s side. Ihvertfald udgav han kort efter albummet Kopy, hvor han tager en række af den danske populærmusiks letgenkendelige sange under sine vinger – og udsat for den særligt Hug’ske frasering og Hassig/Verwohlts distinkte lyd.
Det var et modigt projekt, men det lønnede sig. Pladen solgte med rekordfart og blev den til dato bedst sælgende af Lars H.U.G.s solo-albums. Om det var fordi Lars’ versioner havde en særlig, nutidig kvalitet, eller fordi det dermed pludselig blev stuerent at vedkende sig sin kærlighed til de dansktopsange og andre numre, der ellers blev rynket på panden af i kulturparnasset, skal være usagt, men nu kunne man ihvertfald ustraffet nynne med på både “Dansevise”, “Rose” og “Skibet Skal Sejle i Nat”.
I det store og hele slipper Lars H.U.G. & Co. glimrende fra eksperimentet. Alle sangene bliver leveret i oftest passende, tidstypiske arrangementer, ledsaget af synthesizere, smukke guitarer og elektroniske trommelyde, så alt passede således ned i det univers, H.U.G. havde opbygget siden tiden med Kliché. Og langt de fleste af numrene er jo gode sange, der – også i originaludgaverne – nok kan tåle et genhør, så der er jo nok at holde af.
Og så alligevel. Selvom jeg er endog meget glad for H.U.G., så er det ikke i mine ører det hele, der holder. Albummet åbner med en af de smukkeste sange i moderne danmarkshistorie, Grethe og Jørgen Ingmanns Melodi Grand Prix vinder “Dansevise”. Og den bliver leveret smukt og rigtigt af Lars H.U.G. komplet med fraseringer og indføling, og hvis man nu hørte den første gang i denne udgave, så var alt jo fint. Problemet er blot, at den udgave af sangen, med den mirakuløst poetiske tekst af Volmer Sørensen (af alle!), der leveres af det daværende ægtepar Ingemann er naturstridigt vanskeligt at overtrumfe. Grethe Ingmann var en Gudbenådet slager-sangerinde, og akkompagneret af Jørgens elektrificerede og lette jazz-guitarspil, er det simpelthen en af de sange – og en af de versioner – der skal med i en rumkapsel til universets yderkant, hvis vi vil overlevere noget, der skal kendetegne det gode ved dansk musik.
Det er store ord, jeg ved det, men for satan da, hvor jeg synes, det er en god sang. Den overgås næsten kun af Love Shop 30 år senere med “En Nat Bliver Det Sommer”, og her spiller Hilmer Hassig jo også en central rolle, så han behøver faktisk ikke skamme sig over sit bidrag til sangskatten – selv hvis man glemmer “Dansevise” i H.U.G.’s udgave.
Og igen; det er svært at sige, at det er en dårlig udgave, tværtimod, så vi lader den lige stå upåtalt hen lidt. Det gør vi til gengæld ikke med “Skibet Skal Sejle I Nat”, hvor H.U.G. nok leverer sin egen del til UG med kryds og slange, men hvor han skulle have ladet være med at invitere Hanne Boel med ind til den anden part af duetten. Dén formår hun nemlig at ødelægge totalt med sin karakteristiske manierethed med skærebrænderstemmen, der ellers passer fint til andet materiale. Til gengæld er jeg voldsomt begejstret for “Rose”, hvor moderniteten i udførelsen klæder Sebastians klassiker, mens jeg aldrig har lært at holde af “Smuk og dejlig” – hverken i Anne Linnets version eller i H.U.G.’s.
Men der er fine udgaver af John Mogensen, Kim Larsen og nationale skatte som “Når Lygterne Tændes” og “Solen Er Så Rød, Mor”. Der er også blevet plads til C.V. Jørgensens smukt-melankolske “Sæsonen Er Slut”, og om man foretrækker den ene eller anden version er vist det, man kalder en smagssag. Og så er H.U.G. jo ikke blevet kaldet Lars Kruk for ingenting. Det er derfor både indlysende rigtigt og et udtryk for voldsom selvbevidsthed at inkorporere et cover af hans egen sang fra Kliché-tiden: “Aldrig Mere”. Men hvis man nu synes, at den bliver en klassiker, så naturligvis…
Det kunne lyde som om, jeg ikke er glad for pladen, men tag ikke fejl; det er jeg. Den er hyggelig i tanken, smukt udført de fleste steder, og så har den dén umistelige kvalitet, at den minder mig om gode tider foran dampradioen, der kørte fra 06.00 om morgenen til 16.45 om eftermiddagen hver dag. Og hvor jeg så rigeligt fik opfyldt behovet for at høre originalversionerne af klassikerne.