Der kan siges meget om det anakronistiske og tåbelige i at bevare et konstitutionelt monarki i et ellers forholdsvist oplyst demokrati anno 2017, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at herværende skribent stilfærdigt har forsøgt at oplyse ikke blot familiemedlemmer men alle, der i øvrigt var i nærheden, om idiotien i monarkibegrebet sådan helt generelt. Men desværre er der endnu ikke blevet lovgivet om noget andet, så derfor er vi fortsat underlagt en regel om, at en lov ikke er en lov, før et ikke-valgt tilfældigt afkom af en given arvemasse har skrevet under.
Sådan er der jo så meget, der er mærkeligt her i verden. Men en følge af ovenstående er, at de fleste af det lille riges indvånere har en bizar trang til at vide en masse om, hvad der foregår blandt medlemmerne af det danske kongehus, og derfor bliver fx bryllupper blandt giftefærdige arvefølgere fulgt tæt og transmitterest simultant på (mindst) to nationale TV-selskaber, komplet med analyser af gæsternes garderober og hestenes afføring – uden sammenligning mellem disse entiteter iøvrigt. Og ved en sådan lejlighed spillede Lars Hug en ikke ubetydelig rolle.
Her blev hans vidunderlige sang “Mon De Kan Reparere Dig” nemlig citeret i bryllupstalen fra tronfølgeren til sin udkårne i 2004. Linjerne, der blev gengivet lød ‘Gennem tusind verdner venter vægtløs kærlighed’, og det er jo ellers lidt af et løfte/håb at give ved et bryllup, når nu man ved, at skilsmisseraten i Danmark er tæt på 50%. Nå, det kan selvfølgelig forholde sig anderledes for blåblodede (omend statistikken jo også holder i tronfølgerens egen generation) og om ikke andet, så er det vel lidt en ære for kunstneren Lars således at blive inviteret med til et kongeligt bryllup – også selvom det er in absentia, som det så smukt hedder. Meget højere kan man vist ikke nå i det danske parnas i form af anderkendelse og ære.
Og med disse ord vel ude mellem sidebenene, kunne man så passende kaste sig over albummet, som sangen stammer fra, Kysser Himlen Farvel. Og det gør jeg gerne, for det er nemlig en plade, som jeg er vældig glad for. Det er jeg nu ret beset for det meste af Lars Hugs produktion, så det er egentlig ikke specielt overraskende, men Kysser Himlen Farvel er nu alligevel dejlig at lægge på en gang imellem. Som livsledsageren med et lettet suk kan udbryde ved disse lejligheder: “Der ikke noget, der gør ondt, når man hører den”.
Og nej, det er der ikke. Smukt indsvøbt i let pop-techno og elektroniske lydflager flyder Lars Hugs smørbløde baryton – med heftig brug af falset – ud i rummet med tekster, der er præget af ømhed, næstekærlighed og omfattende glæde ved livet og menneskeheden. Melodierne er ligetil – sine steder ovenikøbet med et let jazz- og loungepræg – og Hilmer Hassigs kunnen på guitaren og bag mixerpulten får det hele til at blive både luftigt og lækkert.
Der er ikke noget at sige til, at Lars Hug fik et langt bredere folkeligt gennembrud med dette album end med forgængeren City Slang. Allerede året inden udgivelsen havde han fået et betragteligt hit og adskillige timers airplay med singlen “Elsker Dig For Evigt”. Nu kunne vi så få de øvrige hitsingler fra albummet til at følge trop, og albumåbneren “Hvor Går Vi Hen?” lægger flot ud med næsten disko-lignende rytmer og sangbart omkvæd; perfekt til sommernattens dans på det lokale diskotek. Og ellers er det bare slag i slag: i lighed med kronprinsen er jeg begejstret for “Mon De Kan Reparere Dig” med de ovenfor citerede linjer, men også “Skibet Hedder Afsked”, “Desertøren”, titelnummeret og fx den lille, skæve, semi-jazzede “Dreng-Dreng” er nu rigtig gode sager.
Men alas; efter så lang tids ivrig brug giver det heller ikke her mening for mig at fremhæve de enkelte numre og skæringer. De er jo alle blevet hørt adskillige gange, og jeg er glad for langt de fleste. Så herfra skal da blot lyde en anbefaling om at høre det, så man ved selvhør kan blive forvisset om, at man altså ikke behøver være avantgarde for at få taget sin kunst alvorligt.
PS: Jeg har en del erfaring i symbolanalytisk arbejde. Med dén baggrund er jeg ret overbevist om, at “Mon De Kan Reparere Dig” ganske vist er en kærlighedssang, men at genstanden for kærligheden vist nok er udfordret i en sådan grad, at vedkommende er indlagt på et hospital eller lignende, mens linjerne synges. Der gives intet hint om, hvilken sygdom – fysisk eller psykisk – der er tale om, men en lille, gnavende mistanke skal alligevel luftes her; mon tronfølgeren har samme symbolanalytiske tilgang til værket? Og hvis han er bevidst om det; har han så fortalt sin tilkommende om det? Og er det ikke lidt mærkeligt at citere ‘get-well-soon’-sange til sin udkårne?
Jeg spørger bare….