Det er ganske muligt, at Danmarks bidrag til den internationale musikscene er til at overse, på trods af ihærdige og nogle gange vellykkede forsøg fra Aqua, Mø og Lukas Graham. Men når man ikke selv kan fostre de gigantiske supernavne indenfor rockmusikken, så må man jo hævde sit claim to fame på andre måder.
Et af de mere interessante bidrag, vores lille land således har leveret, har været, at det var her, midt i forstadsdanmark, at Led Zeppelin første gang slog deres folder. Det gjorde de såmænd i en ungdomsklub i Gladsaxe, Teen Club, den 7. september 1968. I virkeligheden skulle ungdomsklubben have haft besøg af The Yardbirds, supergruppen, der både havde talt Jeff Beck, Eric Clapton og Jimmy Page blandt medlemmerne, men de var blevet opløst, og på grund af kontraktlige forpligtelser måtte Jimmy Page – stort set for egen regning – komme til Skandinavien på en mindre turné med et til lejligheden ganske nyt og uprøvet band, bestående af Page selv, Robert Plant, John Bonham og John Paul Jones, og de måtte ikke engang kalde sig selv The Yardbirds pga navnestridigheder. Derfor optrådte de både under navnet The New Yardbirds og senere Led Zeppelin, og dén turne tog altså tog sin begyndelse i Gladsaxe, hvad der jo er jo en sjov – og ofte fortalt – historie.
Hvad man knap så ofte hører er, at Led Zeppelin dagen efter spillede en aftenkoncert i umiddelbar nærhed af min fødeby, nemlig i Rewentlowparken på Lolland. I en lade, der på daværende tidspunkt var forpagtet bort som kro og spillested, kaldet Ridehuset. Jeg kan godt lide at forestille mig, at mine forældre af ren nysgerrighed er taget derud og har siddet og rocket med hovederne til “Dazed and Confused” (og jo; den var på set-listen), men i virkeligheden véd jeg jo godt, at det ikke er sket. Men alligevel. Jeg er sikker på, at nogle jeg kender – eller vel nok deres forældre eller bedsteforældre – har hørt dem dén mindeværdige aften, men bare ‘glemt’ at fortælle mig om det. Og nej; jeg var der ikke selv!
Kort tid efter disse debut-koncerter fik de fire bandmedlemmer under navnet Led Zeppelin en sweet deal af en pladekontrakt, og på blot 36 timer indspillede de, hvad der efterfølgende er blevet en moderne rock-klassiker; Led Zeppelin.
Det er en god plade, er det. Den sætter ligesom standarden for, hvad man efterfølgende kunne forvente af de fire rockere; en god blanding af traditionelle, men sært syrede, blues-riffs, metalagtige guitarer med godt med pedal og så alle de der rytme og temposkift man finder overalt. Og allerede på denne debut kunne man, hvis man hørte godt efter, ane inspirationen fra folkemusikken i den keltiske forståelse, som den senere kom så berømmet til udtryk på deres fjerde album.
Led Zeppelin er blevet kaldt fadere til Heavy Metal, og det rockede udtryk, ikke mindst med Pages afsindigt udtryksfulde og sikre vokal og Plants solide guitarriffs og soli, har da også det, der skal til for at blive spillet højt og larmende. Der er heller ingen tvivl om, at senere heavy-bands står i evig gæld til zeppelinerne, men ved gennemlytningen af Led Zeppelin er det altså ikke heavyrocken, der er det mest markante udtryk. Fx skifter “Babe I’m Gonna Leave You” mellem akustisk, folkemusikinspirerede vers og så ellers tungt gungrende rock-omkvæd, mens “Black Mountain Side” er ren, engelsk/keltisk folkemusik.
Men der er solide rockere på albummet. Lyt bare til den syrede, bluesy “Dazed And Confused” og den nærved punkede “Communication Breakdown” – hvad der iøvrigt er tæt på at være mit yndlingsnummer fra den plade – og også stadionrockeren “Your Time Is Gonna Come” holder niveauet. Men altså; der er jo klassikere spredt ud over det hele; den lede, elektriske blues i “I Can’t Quit You Baby” og den vidunderlige albumlukker “How Many more Times”. Det er ren, vintage zeppelin… Og når nu jeg både er vild med Robert Plants stemme (og hold da k… en stemme, han holder sig), Jimmy Pages sublime guitarspil og en rytmegruppe, der er medspillende mere end understøttende, så er der så rigeligt at komme efter på debuten. Og når jeg en dag skal skrive hovedværket om den 25 bedste album-debuter i verden, så vil Led Zeppelin med garanti få en fremtrædende plads.
Nå, jeg får rigeligt med tid og plads til at fortælle mere om Led Zeppelin, thi dette er absolut ikke den eneste plade med rockerne, der står i reolen, så stay tuned….
PS: det har – trods ihærdige forsøg – ikke været muligt at opspore dokumentation i form af billeder fra den store begivenhed på Lolland, så i stedet bringer vi her et billede fra en anden koncert, hvor den tydeligvis begejstrede og entusiastiske ungdom anno 1968 kunne slå sig løs. Hvem der spillede ved denne lejlighed står hen i det uvisse, men det er museumsinspektør Jesper Munk Andersen fra Museum Lolland Falster, der såre venligt har udlånt billedet. Og det siger vi naturligvis tak for.
