Det skulle kun tage ni måneder fra udgivelsen af deres første album før Led Zeppelin havde produceret og udgivet et nyt album. Hele skidtet indspillet i forskellige studier, primært i USA, i pauserne mellem koncerter, mens de turnerede heftigt på begge sider af Atlanten. Det betød, at meget af materialet, de havde med på koncerterne blev indøvet live, og derefter indspillet til brug for albummet. Det giver Led Zeppelin II en forbløffende rå kant, a la live to record, men samtidig har albummet en fabelagtig lyd. Den er simpelthen godt produceret og indspillet.
Og så er det en djævelsk god plade. Det er på denne, at man for alvor kan høre, at Led Zeppelin var foregangsmænd på alle niveauer for kommende heavy metal bands. Og et album, der indledes med “Whole Lotta Love”, der er som skabt til at blive spillet live – iøvrigt også af andre bands – med det rå, tunge riff fra Jimmy Page og en vokal kraftpræstation, der nærmest må siges at være seksuelt ladet, fra Robert Plant, kan vel næsten ikke fejle? Alene det nummer, som det er mere end almindeligt svært ikke at svinge luft-guitaren til, er hele albummet værd.
Men gudskelov behøver man ikke nøjes med det. Den efterfølgende sang, “What Is and What Should Never Be” indledes som et charmerende, sofistikeret jazzet nummer inden det efter introen eksploderer i riffs, gungrende tunge trommer og endnu en gang en Robert Plant i topform. Og så er der ca. midtvejs den dér guitar-solo fra Page, der helt perfekt indkapsler begge genrer; den jazzede, tilbagelænede fingerspils-figur, indtil den anden halvdel af soloen kører videre i et bluesy klimaks. “The Lemon Song” er ligelede en (let overset?) perle af en rock-klassiker, vist nok indspillet live i studiet. Og når Plant synger ‘Squeeze me baby / ’til the juice runs down my leg’, kunne man næsten få den tanke, at den dér lemon i virkeligheden er noget ganske andet og særdeles fallisk…
Side 1 afsluttes med “Thank You”, som er noget nær den eneste power-ballade, Led Zeppelin indspillede, og den holder naturligvis vand i en sådan forstand, at stort set alle andre samtidige bands ville være lykkelige for at have skrevet det, men ellers fortsætter rockfesten heldigvis på side 2 med fede licks i “Heartbreaker”, der er tæt på at være det bedste guitarbaserede nummer ever. Og læg især mærke til den uakkompagnerede, vilde guitarsolo mod slutningen.
Nå, det nytter jo ikke at sidde her og skrive vilde hyldest-taler til et album, som De, kære læser, naturligvis allerede har hørt til hudløshed – og som De naturligvis holder af. Hvis det ikke skulle være tilfældet, så vil jeg klart anbefale Dem at anskaffe det. Ikke blot på grund af dets status som klassiker indenfor genren, men også fordi det simpelthen er afsindigt god musik, udført af afsindige dygtige musikere. Og selv om jeg i ovenstående har fremhævet duoen Plant/Page, så er det værd at lytte efter de levende basgange fra John Paul Jones og det fremragende, indføldende og medlevende trommespil fra John Bonham, der på forbilledlig vis accentuerer rock-udtrykket. De fire medlemmer af Led Zeppelin var ikke kun interesseret i vildt guitarfræseri og sang som primalskrig; det er tung rock, som man kan rent faktisk kan danse til, og deres interesse i både blues og motown-musik har sat et tydeligt aftryk. Og hvis man vil have et godt eksempel på, hvor gode musikere, der her er tale om, kunne man jo fx starte med at lytte til “Ramble On”, hvor virkelig alle medlemmer og instrumenter og stemmer kommer til deres fulde ret. En af Led Zeppelins bedste sange i min lille, sorte bog.
Summeret kort op: Led Zeppelin II er en fremragende plade. Jeg har vist ikke en yndlings-zeppeliner stående i reolen, men hvis jeg havde, ville det muligvis være denne.