Fans, der var vilde med Led Zeppelins karakteristiske hårde rock med buldrende trommer, træfsikre riffs og vrælende skrig i vokalen, må have været tæt på himlen, da de første gang lagde Led Zeppelin III på pladespilleren og lagde ører til “Immigrant Song”, der åbner side 1. Den indeholder nemlig lige præcis disse ingredienser; galoperende trommer, Robert Plants karakteristiske hyl og let genkendelige basgrooves og guitarriffs.
Men Led Zeppelin III er ikke en bevidstløs kopi af forgængeren. Efter hektisk turneren og to albums på mindre end et år havde Robert Plant og Jimmy Page i en periode trukket sig tilbage til et walisisk landsted med det mundrette navn Bron-Yr-Aur, og da selvsamme landsted manglede moderne fornødenheder i en vis grad, herunder rindende vand og elektricitet, blev numrene til den kommende plade konciperet uden mange forstærkere, og det smittede af på pladen, der blev det mest akustiske album hidtil.
Det var publikum og kritikere ikke nødvendigvis store fans af, og den manglende forståelse for albummet gjorde Jimmy Page så irriteret, at han ikke gav et interview de næste 18 måneder. Efterfølgende er albummet dog kommet til ære og værdighed igen og er bredt anerkendt for at demonstrere en nyfunden spændvidde i Led Zeppelins musikalske univers.
Faktisk er det slet ikke et dårligt album. Måske er “Immigrant Song”, som nogle hævder, det mest overvurderede nummer på en ellers undervurderet plade, men jeg kan altså godt lide dens energi og dens tøjlesløse vildskab. At den så efterfølges af et af de numre, jeg ikke er så begejstret for, hippie-hymnen “Friends”, kan jeg sagtens leve med, når der bliver fulgt op med et af de fedeste, mest ikoniske, Led Zeppelin blues-numre; “Since I’ve Been Loving You”. 7 ½ minut af den mest groovy, down-tempo blues, komplet med mesterligt, sine steder afdæmpet, guitarspil og med solidt, understøttende Hammond-spil af John Paul Jones.
Jeg hører ikke Led Zeppelin III så ofte som jeg hører nogle af de øvrige albums med bandet. Det kan jo godt fortælle noget om, hvor højt jeg rangerer albummet blandt de øvrige zep-plader, men ved genhøret – der fandt sted over mere end en enkelt gennemspilning – blev det tydeligt, at det altså på ingen måde er et skidt album, det her. Vekslende mellem hard-rockers som førnævnte “Immigrant Song” “Celebration Day” og “Out On The Tiles” og akustiske svendestykker som “Gallows Pole”, (komplet med banjo og mandolin), “Bron-Y-Aur Stomp” og den smukke og charmerende “That’s the Way” viser den, at Led Zeppelin har de musikalske rødder solidt plantet i både rock, blues og diverse former for folk.
Led Zeppellin III skuffer ikke ved genhøret. med mindre altså, at man havde sat næsen op efter 37 minutters tung, ørefræsende rock. Det har den ikke, men til gengæld har den så meget andet.