“Dazed And Confused” er en fremragende sang, og en, der mere eller mindre indkapsler meget af, hvad Led Zeppelin var, og hvad de kunne, ikke mindst i starten af deres karriere. Og den var selvsagt et af højdepunkterne på deres fabelagtige debutalbum. Men dér kunne de også holde den syrede bluesrocker nede på et niveau, hvor vi alle kunne være med. På The Song Remains the Same har den den med i den centrale scene-udgave, hvor de – delvist improviseret, fornemmer jeg – kører løs på den i samfulde 27 minutter! Inklusiv en guitarsolo udsat for violinbue..
Det er fint, at denne sang dermed demonstrerer deres vilde kunnen, deres talent og deres tæft for både improvisation og lydhørhed mellem instrumenterne. Men for en sagesløs lytter mere end 40 år efter udgivelsen – og 44 år efter optagelsen – så kan man godt blive lidt træt undervejs. Men måske er det bare mig. Ihvertfald synes jeg ikke, at den udgave tilføjer så djævelsk meget til sangen, at en lille halv time er nødvendigt. Men alas; Jimmy kan spille guitar, kan han, Robert kan vræle og skrige, og John Paul Jones og Mr.Bonham er djævelsk gode til at understøtte, falde ind og lade de to giga-egoer udfolde sig. Og så er alt jo godt, ikke?
The Song Remains the Same er Led Zeppelin i live-udgaven, og man får ved gennemlytningen bevis for, at de i 1973 var deciderede rock-guder. Ingen over og ingen ved siden af. Albummet (dobbelt-albummet, for nu at være præcis) er optaget over tre aftener for et udsolgt Madison Square Garden, og ved siden af pladen udgav zeppelinerne også en film af samme navn, og begge valgte de så at udgive i 1976.
Jeg er ikke specielt begejstret for pladen. Måske er det min standard-idiosynkrasi overfor live-albums, jeg ved det ikke, men i min verden tilføjer albummet ikke så meget til min oplevelse af Led Zeppelin. De lavede nogle virkeligt gode albums, og jeg ville svært gerne selv have overværet en koncert med dem, da de var på deres højeste, men altså…
I virkeligheden har jeg det nok sådan, at ‘skæg for sig og snot for sig’ er en aldeles glimrende leveregel – også når det gælder musik. Jeg elsker at gå til koncert, og ved de bedste af dem kan man få en ud-af-kroppen-oplevelse af dimensioner, hvor band, publikum og den enkelte tilskuer/tilhører opnår noget, der nærmest er symbiotisk i koblingen af eufori, glæde, samhørighed og musik. Men lige netop dén følelse er uhyggeligt svær at fange på pladerne efterfølgende. Og når vi så oven i købet skal være vidne til de demonstrationer af teknisk kunnen og færdigheder, som Led Zeppelin ikke holdt sig tilbage for, så bliver det altså lidt langt undertiden.
Beklager, hvis jeg dermed er lidt blasfemisk overfor alle hardcore Led Zeppelin-fans. Jeg kryber gerne til korset og erkender, at det er tydeligt, at zeppelinerne var dygtige musikere, og at det med garanti har været en fabelagtig koncert at overvære. Og der er glimt af storhed indimellem, også på “Dazed And Confused” – især hen imod slutningen af nummeret. Hvad jeg til gengæld på ingen måde gider er alenlange, endeløse trommesoloer, så at “Moby Dick” er med gør side 4 næsten uudholdelig at lytte til, eftersom halvdelen af denne jo så netop er en trommesolo. Og fire-seks minutter af den slags gør mig sgu’tte glad, skulle jeg hilse og sige.
“Stairway to Heaven” bliver leveret fint og ganske smukt, og også “No Quarter” og Whole Lotta Love” fandt nåde for mine kritiske ører. Men overordnet; jeg hører hellere samtlige de første fem studiealbums en gang mere, end jeg lægger The Song Remains The Same på igen. Sorry….