Når mere seriøse anmeldere end den herværende skribent skal anmelde kunst og kultur – og hermed også musik – så indgår der ofte et parameter om originalitet og en genkendelig, skabende personae bag udfoldelserne. Det er jo forståeligt nok, for hvis musik er kunst og skal tages alvorligt, så er det personlige udtryk naturligvis vigtigt, og noget af det, der gør, at netop denne kunstner skiller sig ud og er bemærkelsesværdig.
Kopi-musik er derfor pr. definition ikke så godt. Det gælder ikke helt fortolkninger af andres sange, for det må man gerne, hvis det tilføjer noget nyt og anderledes i en cover-version af en given sang, og således er vi helt enige om, at fx Jeff Buckleys udgave af Leonard Cohens “Halleluja” er noget nær et mesterværk. Men hvis man fx skriver og udfører musik, der i sit udgangspunkt lægger sig meget tæt op ad forbillederne, så er det noget mere suspekt – med mindre man naturligvis gør det på den ‘rigtige’ måde, fx med et postmoderne blink i øjet eller som en udtalt hyldest til forgængerne (fx som det var tilfældet med Billy Joels An Innocent Man eller mere nutidigt; Leon Bridges’ Coming Home).
Men uoriginalitet i form af epigoneri, imitationer eller slet og ret tyveri, det er ikke i orden. Det kan man forvisse sig om, hvis man gider støve nogle samtidige – eller faktisk også nutidige – anmeldelser af Lenny Kravitz op. Nogle gennemgående træk i anmeldelserne er netop, at Kravitz i alt for udstrakt grad læner sig op ad forbillederne, uden på noget tidspunkt at skabe sin ‘egen’ stemme, noget jeg også selv påpegede, da jeg havde hørt hans debut-album Let Love Rule.
Men hvad nu, hvis man i stedet betragtede musik som en blanding mellem brugskunst og ren underholdning? Hvis man fx var rasende ligeglad med, om det nu også var rigtigt originalt, og i stedet havde en idé om, at det, der strømmede ud af højttalerne bare skulle være rart at lægge ører til – uanset om inspirationskilderne så var kendte og genkendelige – og kunstneren var god til at aflevere det, er det så ikke i orden?
Måske kendte de unge pladekøbere ikke til denne problematik i 1990’erne (eller måske kendte de ikke til kilderne), for de strømmede i stor stil ud for at købe Lenny Kravitz’ andet album, Mama Said, da det udkom – og det gjorde aldeles glimrende fyldest til alle former for kropslig og rytmisk udfoldelse, når det blev sat på pladespilleren. Og det er der ikke noget at sige til!
Det er nemlig en samling rigtig gode numre, der er med på pladen – og det er stinkende godt udført. Fra den akustiske indledning til “Fields of Joy”, der stille og roligt eskalerer til full-blown udladning af elektriske guitarrock, oven i købet med Slash som indpisker i guitarsoloen undervejs, over den riff-tunge og svedigt funky “Always On The Run” til den Lennon-agtige ballade “Stand By My Woman” og direkte ind i noget funk-disco-ballade-agtigt i storhittet “It Ain’t Over ‘Till It’s Over”. Og så er der alle de andre….
Det er muligvis efterligninger, men det er også svedigt, groovy, funky og simpelthen bare god musik. Og jeg er overbevist om, at der var en del af Kravitz’ fans, der var pænt ligeglade med, om det nu også var originalt nok, så længe det opfyldte sit formål. Og det gjorde det. Det gjorde det faktisk også, da jeg lagde pladen på derhjemme, og alt andet lige; så er jeg gladere for Mama Said end jeg var for Let love Rule. Især side 1 var faktisk lidt svær at sidde stille til.
NB: Ifølge sædvanligvis velunderrettede kilder, så er Mama Said Lenny Kravitz’ ‘break-up-album’. Det er faktisk svært at høre, specielt hvis man gør det med en forventning om at ende i samme stemning, som når man hører Nick Caves eller Jarvis Cockers forsøg udi samme genre. Dertil er Kravitz’ udgave alligevel for swingende, rå og sexet…