Når jeg en gang imellem – nogle gange lidt for ofte, at dømme efter mine kontoudtog – besøger de lokale pladepushere i min nærhed, så er det som oftest fordi jeg véd, hvad jeg går efter. Som regel er der i løbet af en periode opstået et umætteligt behov for at få dækket et hul i samlingen, eller også har jeg været til koncert og skal så naturligvis lige have fat i den seneste udgivelse – eller jeg har haft streamet noget i et stykke tid, som så skal med hjem på reolen til evig arv og eje.
En sjælden gang sker der et impulskøb baseret på det vidunderlige ‘bladre-system’ i kasserne med plader, hvor man vipper sig igennem talrige udgivelser, nu når man alligevel er der, men det er sjældent, at jeg køber en plade baseret på et førstehåndsindtryk i butikken. Det skete dog alligevel for ikke så længe siden, da jeg var inde for netop at lukke et hul i samlingen. Den eftersøgte plade var såmænd allerede blevet fundet, og mens jeg stod og hyggebladrede i den øvrige samling, fandt jeg mig selv i færd med at vippe stilfærdigt med foden i takt til den plade, der var blevet lagt på af indehaveren.
Det stod på et stykke tid, og til sidst blev jeg nødt til at spørge, hvad det var vi hørte, og umiddelbart derefter havde jeg så købt og betalt et eksemplar af Leon Bridges debut-album fra 2015: Coming Home – som var den omtalte plade.
Jeg har ikke mange klassiske soul- og R&B-plader stående på pladereolen, men jeg er undervejs i min efterhånden lange karriere som musikinteresseret naturligvis stødt på både Sam Cooke, Otis Redding og Marvin Gaye, og kan lide det på samme måde som – formoder jeg – de fleste, der er overfladisk interesseret i denne genre. Men det er sandeligen ikke noget jeg af egen drift sætter på hverken grammofon eller streaming særlig ofte.
Det kan derfor undre, at jeg faldt over Leon Bridges, der er tydeligt orienteret i denne retning. Faktisk i en grad, så det – bortset fra den überlækre produktion – kunne lyde som den originale udgave. Men det gjorde jeg, og jeg har nu fået lejlighed til at høre det mere end et par gange, og den hurtige konklusion er, at det er altså en ret god plade.
Måske er Leon Bridges, som det er antydet ovenfor, ikke den mest originale kunstner her midt i det andet årti i det 21. århundrede. Men på den anden side; det var Amy Winehouse, Duffy og Norah Jones vel heller ikke og på trods af det, kunne de sælge styrtende med plader. Om Leon Bridges fremover vil kunne det må tiden vise, men indtil da kan man jo bare læne sig tilbage og nyde dette hans første album.
Hovedindtrykket af den soulfyldte skive er, at det simpelthen bare er lækkert. Bridges crooner på den der smoothe måde, med de helt rigtige fløjlsbløde soul-fraseringer, og lydbilledet er fyldt op af kirkeorgel, horn, lækre guitarer, tonsvis af reverb og doo-wop-kor til den helt store guldmedalje. Det er ikke overlæsset på nogen måde, men holdt i den stil, der gør det velegnet til at fylde stuen med en varm, blød stemning, som om lydbølgerne er udgjort af velour. Det kan næsten blive for meget, men så alligevel ikke. Hør fx de velanbragte guitar-licks på “Smooth Sailing”, der lige bryder al lækkerheden fra kantslag på lilletrommen og high-hatten op, eller de korte horn-trut i introen til “Brown Skin Girl”. Det hele veltimet og velanbragt med mulighed for at Bridges kan fylde op med sin vokal. Og hvis jeg derudover skal anbefale et par numre til spillelisten kunne det være titelnummeret, der i skrivende stund allerede er blevet et viralt hit, eller evt. albumlukkeren “River”, der med sin nedbarberede produktion (guitar, vokal, kor og lidt rytme) skiller sig lidt ud fra mængden.
Hvis der er lidt malurt at hælde i bægeret, så skulle det måske være, at Bridges er så tæt på originalerne, at det nærmer sig epigoneri og dygtige imitationer. Men på den anden side; når originalerne nu er gode, hvorfor så ikke forsøge at nærme sig dem? Derudover er hele albummet simpelthen så vellydende, afdæmpet, velproduceret og netop lækkert, at der er en risiko for, at musikken fortoner sig, når man pusler omkring og hygger sig med madlavning, avislæsning (men hvem gør vel det i vores tid) og det lejlighedsvise glas rødvin.
Det skal dog ikke afholde mig fra at anbefale et virkelig godt album. Men hvis du ikke er til tidlig 60′-ersoul af den ovenfor beskrevne slags, så er der ingen grund til at kaste sig over det. Er du det, så er der til gengæld guld at finde på denne sikre debut.