Jeg hørte på et tidspunkt forsangeren og sangskriveren fra den danske trio Folkeklubben, Kjartan Arngrim, i et radioprogram på P6 Beat. Her konstaterede han, at han ikke er digter, men sangskriver, og at der er stor forskel på de to positioner.
Det er muligt, at det er sandt for langt de fleste musikere og sangskrivere, men skulle der være undtagelser fra dette, så må en af dem være Leonard Cohen. Det kan dokumenteres først og fremmest gennem en solid – men pengeløs – karriere som digter og forfatter med 13 digtsamlinger og to romaner til følge, og efterfølgende gennem en 50 år lang karriere som sanger, komponist og tekstforfatter. Og det er i sidstnævnte kapacitet, at Cohen udmærker sig ved at være lyriker mere end sangskriver, selv om hans tekster er aldeles sangbare, også af andre end ham selv.
Cohen debuterede i 1967 med albummet Songs of Leonard Cohen – en prunkløs men vældigt sigende titel – hvorpå man finder vidunderlige sange som gennembruddet “Suzanne”, “So Long, Marianne” og “Sisters of Mercy”. Op gennem 60’erne og 70’erne indspillede Cohen adskillige albums med egne kompositioner med sparsom instrumentering (guitar, bas og nogle gange klaver og trommer) i den folk-pop og singer-/songwriter-tradition, som også Bob Dylan og Paul Simon excellerede i, og det var indenfor den genre og den sammenhæng, at Cohen stort set allerede var kanoniseret længe inden udgivelsen af I’m Your Man.
Albummet er blevet karakteriseret som Leonard Cohens comeback – omend han fire år tidligere havde udgivet Various Positions med klassikere som “Dance Me To The End Of Love” og ikke mindst “Hallelujah” på tracklisten.Men comebacket var reelt i den forstand, at I’m Your Man gjorde Cohen til allemandseje og blev hans til dato bedst sælgende originale studiealbum. Og det er der ikke så meget at sige til, for det er intet mindre end et fremragende album.
I modsætning til mange af de tidligere albums er musikken her ikke barberet ned til det essentielle, med mindre man opfatter den ret dominerende elektroniske lyd som essentiel. Der er en sand overflod af diverse ‘syntetiske’ lyde og det markerer et klart skifte fra de hidtidige guitarbaserede sangforedrag. Men det virker! Og mange af de klange og riffs, der her skabes via synthesizere er jo i næsten blevet ikoniske, ikke mindst på sange som titelnummeret, “First We Take Manhattan” og “Tower of Song”. Det hele fuldendt af Cohens stadigt dybere og og i stigende grad raspende stemme.
Der er minimalistiske sangforedrag på albummet, der er rigt facetterede, lyriske udfoldelser – og så er albummet fyldt med moderne Cohen-klassikere. Faktisk er det kun den forfejlede og let larmende “Jazz Police” og til dels “I Can’t Forget”, jeg i en eller grad kunne undvære. Men når albummet så indeholder den smukkest udførte vals i popmusikken ever, “Take This Waltz”, baseret på et digt af forbilledet Frederico Garcia Lorca, så er han da godt nok tilgivet. Og sjældent er Cohens stemme blevet komplementeret og kontrasteret så smukt, som Jennifer Warnes gør det på sangens sidste halvdel. Blandt mange andre gode eksempler på netop kunsten at transcendere sangskrivning til lyrik på albummet, er det ganske tydeligt her:
And I’ll dance with you in Vienna
I’ll be wearing a river’s disguise
The hyacinth wild on my shoulder
My mouth on the dew of your thighs
And I’ll bury my soul in a scrapbook
With the photographs there, and the moss
And I’ll yield to the flood of your beauty
My cheap violin and my cross
Det poetiske forlæg fra Lorca giver måske fundamentet, men gendigtningen her er ikke en sangskrivers værk, det er en lyrikers. Og når man når til de kompositioner, hvor der på ingen måde har været et forlæg ind over, så fornægter kvaliteten sig heller ikke. Den dystre klangbund som afsæt for den sort-humoristiske, selvironiske tekst giver sig fx smukt udslag i den afsluttende og ikoniske “Tower of Song”.
Det giver ikke så meget mening at fremhæve det ene nummer frem for det andet, når pladen er fyldt af fremragende Cohen-sange, så det vil jeg undlade. Det eneste, jeg i virkeligheden begræder er, at jeg endnu ikke har taget mig sammen til at anskaffe mig hele Cohen-kataloget på vinyl. Det bør være at finde på enhver velassorteret pladereol. Men så er der da noget at ønske sig til jul, og det er jo godt nok, når man nu har nået en alder, hvor man ellers har alt, hvad man kunne ønske sig.