Anne Linnet er et ikon i dansk pop- og rockhistorie. Fra den spæde begyndelse i Århus med den første husbond Holger Laumanns band, Tears – der i øvrigt også talte Palle Mikkelsborg – tog karrieren for alvor fart fra midten af 1970’erne med Linnet som skaber af et af de første ’rene’ kvindebands, Shit & Chanel, hvor Lis Sørensen også fik sin debut. At Anne Linnet nok kunne finde ud af at skrue et hit sammen, kunne man så få bevist på deres debut-album fra 1976, Shit & Chanel, der indeholdt den ret slidstærke ”Smuk og dejlig”.
Men Anne Linnet havde fået nok af at være låst fast i en rødstrømpe-bevægelse – musikalsk såvel som tekstligt – der identificerede sig med de stærke kvinder i bandet, og dermed blev Anne Linnet Band født, og det betød et markant stilskifte i blandt andet det elektronisk inficerede album Marquis de Sade. Udgivelsen af dét album og den efterfølgende tur blev lidt af en prøvelse for Anne Linnet, der blandt andet måtte opleve, at de selv samme kvinder, der havde hujet begejstret af Shit & Chanel nu blokerede indgangen til spillestederne, fordi Anne Linnet efter deres overbevisning nu gik ind for hustruvold(!)
En nærlytning af teksterne kunne jo nok få en gruppe lyttere med lidt mere udsyn til at ændre dén opfattelse, men lad det nu ligge. Til gengæld var Linnet ret produktiv, og samtidig med udgivelsen af Marquis de Sade fik hun til opgave at skrive musikken til en musical, der skulle sættes op på Bellevue-teatret, og som fik navnet Berlin ’84. Og det er dén musik, der er at finde på dette album.
Hvorfor min udgave af albummet hedder Linnet • Salomonsen og ikke Berlin ’84 må stå hen i det uvisse, thi den er også udgivet under det navn. Hvad der til gengæld er ganske sikkert er, at albummet i høj grad og på samme måde som Marquis de Sade lider under at være et tydeligt produkt af sin tid. Det elektroniske islæt på albummet er endog meget tydeligt, og de mange synthesizer-flader er sammen med de kølige trommer næsten indkapslingen af, hvordan bands som fx også TV2 skulle lyde dengang. Sammen med revsende tekster der mere eller mindre subtilt fortæller om de vanskelige kår for kvinder, børn, frisind, revolution og til sidst sørme også mænd, kan man sagtens høre albummet som netop en arketypisk repræsentant for sin tid.
Det kan alt sammen være vældig fint, når musikken spiller. Og eftersom jeg aldrig har set musicalen, skal jeg lade det være usagt, om musikken understreger handling, scenografi etc., men blot konstatere, at jeg ikke er særlig vild med pladen. Om jeg nogensinde har været det, kan jeg oprigtig talt ikke huske, men hvad jeg til gengæld husker tydeligt er, at jeg indkøbte den i sin tid, billigt, på grund af en enkelt skæring.
”Misbrugt og Forladt” er nemlig kronen på værket på albummet – og en fremragende sang, udført næsten til perfektion af en Sanne Salomonsen, der på dette tidspunkt ikke blot var det hotteste på en dansk scene, men som samtidig stod øverst på tronen over danske, kvindelige vokalister. Det kan man sagtens forstå, når man hører det nummer. Hun synger ganske enkelt fremragende, og Sanne i sine unge år er sjældent overgået efterfølgende. Registret spænder over 10 oktaver, fornemmer man, og fylden i stemmen gør, at den ellers forholdsvis stille ballade bliver både dynamisk og spændende fra en stilfærdig indledning til et bragende crescendo – der så alligevel holdes let tilbage hen mod slutningen.
Så med andre ord; hvis du køber pladen, så sæt den på, sæt nålen ned i skæring 2 på side 1 og lyt til den. Mange gange. Og fornem hvordan hårene næsten hver gang rejser sig på armene af dig og det kilder køligt ned langs rygraden. Hold da nu helt kæft, hvor er det bragende flot! Og glem derefter resten af albummet, også selvom de prøver at gentage kunststykket i den afsluttende skæring, ”I morgen” – hvad der ikke lykkes nær så godt. For nu at sige det mildt.