Jeg har i forskellige ombæringer erkendt min svaghed for den del af musikken, der har fungeret som lydtapet for min barn- og ungdom. Med en radio, der konstant var indstillet på musikfrekvensen i barndomshjemmet lærte jeg at både at elske, holde af og til kvalmegrænsen afsky forskellige former for letbenet popmusik. Det gjorde også, at jeg – på trods af min flugt fra denne musik, da jeg selv var blevet gammel nok til at kunne distancere mig fra alle Giro 413-ønskemelodierne søndag middag – senere lærte at påskønne den uskrømtede glæde ved en god pop-sang.
På den måde har jeg fx i mit hoved en all-time top 5 eller 10 over de bedste danske popsange gennem tiderne, som fx Grethe og Jørgen Ingmanns udgave af den vidunderlige ”Dansevise” eller C.V. Jørgensens “Sæsonen Er Slut”. En anden er at finde på Love Shops debutalbum 1990: den stemningsfulde, smukke og vidunderligt melankolske ”En Nat Bliver Det Sommer”.
Jens Unmack og Hilmer Hassig skrev allerede nummeret i 1986 – i første omgang med engelsk tekst og med titlen ”The Milk Train Doesn’t Stop Here Anymore”. Den forholdsvis uprøvede, men fint skolede, Unmack og Hassig, der med sit eget band Scatterbrain, samarbejdet med Kliché og efterfølgende Lars H.U.G. var noget mere garvet på den danske musikscene, mødte hinanden det år, og fik året efter kontrakt med et af de pladeselskaber, der som It’s Magic var lidt på forkanten med den danske musik, københavnske Irmgardz, der bl.a. også havde Gangway og Sandmen i stalden. Der var derfor lagt pænt i kakkelovnen til både airplay og fornuftige salgstal, men begge dele lod vente lidt på sig.
Singlen ”I Nat Bliver Det Sommer” udkom således først i foråret 1990 som forløber til albummet, der blev udgivet i efteråret samme år. Og dén blev – i modsætning til det efterfølgende album – en øjeblikkelig succes. Stemt ind i samtlige 8 uger, det var muligt, på lytterhitlisten Det Elektriske Barometer og derefter med masser af airplay på øvrige radiostationer. Og dét var fuldt forståeligt…
Alene introen, altså… Den der afsindigt stemningsfulde guitar, med twang og pedal-vibrato og reverb og hvad man ellers kan forestille sig (og ikke ulig fx Jørgen Ingmanns smukke, afdæmpede guitarspil), inden Jens Unmacks semi-reciterende stemme sætter ind: ”Nu tændes himlens dybe glød / Og natten kommer fløjlsblød / De drømmende går snart til ro / På mælkevejens stjernebro”. Så banalt, så ligetil og så svimlende poetisk på en og samme tid. Og med dén tekst rammer Unmack, der i øvrigt havde fået hjælp af Johnny Voss fra Kliché, lige durk ned i melodiens blanding af lys, håb, optimisme og afgrundsdyb, vemodig længsel.
Der er et eller andet helt galt med akkord-sammensætningerne i den sang. Det er i hvert fald ikke noget, man kan læse sig til i den billige ende af musikteorien. Den glider ubesværet fra den ene toneart til den anden, så vidt mit utrænede øre kan høre, og prøv fx selv engang at synge vokal-stykkerne og se, om De kan ramme rent? Det er altså ikke for alle og enhver. Måske skyldes det også, at introens guitarfigur ifølge Jens Unmack er fra Roy Orbisons pop-klassiker ”Pretty Woman” – men spillet baglæns! Anyways; der er akkorder og sammensætninger, der ikke giver helt mening, når man klimprer på guitaren som akkompagnement, men for filan da, hvor det hele passer sammen! (Og måske er det netop, når man bevæger sig væk fra akkordernes iboende sammenhæng og bryder rammerne, at man skaber det unikke, som ingen havde set komme?)
Og en ting er melodien og teksten, noget andet er arrangementet. Når Unmack synger ordet ’fløjlsblød’, så understreges det ikke blot af melodiens egen, melankolske sødmefuldhed, men også af andenstemmen, der på omkvædet skaber en næsten fysisk mærkbar længsel i samspillet med guitaren. Tror jeg. Sådan hører jeg den i hvert fald, men mon ikke de fleste voksne danskere har hørt den med hver deres ører? Og har et forhold til den? Og mon ikke enkelte andre hører den ganske anderledes end jeg? Afslutningens gentagelse af sangens oprindelige titel i smukke harmoni-passager, ‘The milktrain doesn’t stop here anymore’, er både helt rigtig og kryptisk og lægger sig smukt til omtalte stjernebro på Mælkevejen.
Under alle omstændigheder; havde Love Shop lukket og slukket efter 1990 på baggrund af elendige salgstal (men gode anmeldelser) i samtiden, ville de med netop denne sang alligevel have sat et blivende aftryk i dansk musikhistorie. ”En Nat Bliver Det Sommer” er et lille mirakel af en dansk sang, en langtidsholdbar pop-perle, der også har en stemme i yngre generationer end min, og som med Torben Billes mere højtsvungne pen er ”en ode til de lyse nordiske nætter, en besyngelse af mørket som den renselsesproces, der skal få os igennem til den anden side.”
Resten af albummet indeholder mægtigt fine sange og vidunderlige melodier, ”Viborgvej”, fx og ”Radio Kalundborg”, men det er og bliver ”En Nat Bliver Det Sommer”, der for altid vil stå for mig som en af de bedste moderne sange, der er blevet skrevet på dansk. En sjælden vellykket symbiose af en tekst, der på en gang er rammesættende og rummer plads til subjektive oplevelser og en melodi, der ikke blot er understøttende for teksten, men som rammer tonen i sproget og er medskaber af både længsel, smerte og håb.
Det bliver altså ikke meget bedre.