Det canadiske band Loverboys fjerde studiealbum er ret beset ikke en særlig god plade. Der er smidt guitar ud over det hele, blandet med tidstypiske synthesizere a la Europe og en del bulder og brag fra trommerne. Alt i alt forsøgte bandet med denne udgivelse at ramme ned i den tids typiske arena-rock – og driveby-radio, må man formode – men summeret køligt og objektivt op, så er der ingen grund til at købe denne plade.
Men det gjorde jeg altså, dernede midt i ’80erne. Jeg kunne godt lide rock-musik, og jeg havde vist nok fået anbefalet pladen af en god ven, så den røg med hjem og blev da også spillet lystigt, mens der fredag aften blev slynget discount-øl ned inden den obligatoriske tur på et af provinsbyens få nat-åbne tilbud til unge mennesker.
Når jeg alligevel ikke helt kan afskrive skidtet, selv om den sandt at sige ikke er blevet spillet i mange år, så skyldes det, at denne plade faktisk blev halvdelen af underlægningsmusikken til en meget stor del af en længere rejse med tog ned gennem Europa et år eller to senere. Som beskrevet med den anden halvdel af underlægningsmusikken, supergruppen GTRs selvbetitlede – og eneste – album, så blev den nemlig overspillet til et kassettebånd, som var det eneste overlevende musik, vi kunne spille på den medbragte ghettoblaster, så hver anden gang vi hørte et album, var det denne.
Musik har det med at være stemningsforstærkende og, i hvert fald i dette tilfælde, åbne for allehånde former for ellers godt gemte erindringsglimt, og det gjorde genhøret med Loverboy derfor også. Det var en sommer, hvor der blev festet, mødt nye venner, kysset, sovet på banegårde og i tog og set nye horisonter, og det var berigende i alt, hvad vi foretog os. Pladen med Loverboy fik mig til i glimt og med glæde at huske på den sommer og alt, hvad den førte med sig, og det vil jeg i lang tid være Loverboy og Lovin’ Every Minute Of It taknemlig for.
Det behøver De ikke nødvendigvis være. Det er nemlig noget værre skrammel, sådan rent musikalsk. Med titelnummeret, der åbner albummet, forsøger de at skabe den ultimative stadionrock-syng-med-sang, komplet med højtråbende, flerstemmigt herrekor, masser af guitar-lir og gungrende trommer i noget, der lyder som en blanding af Europe, Scorpions, Judas Priest og Mötley Crue bare uden nogle af disse bands – for en del lyttere: minimale – appel. Og ja, det er præcist så rædselsfuldt, som dén blanding måtte lyde, og hvad værre er; derfra går det kun ned ad bakke. Selv ikke Bryan Adams kunne redde skidtet med det nummer, han skrev for dem, “Dangerous”, så alt i alt; hold Dem fra det. Også selv om det kan erhverves for under 10 kroner på Discogs.