Jeg ejer kun én plade med det britiske pop-/ska-band Madness. Men så er det jo heldigt, at jeg ejer det absolut bedste, som oven i købet også indeholder den sang, der for evigt skulle stå som deres fornemste – og som deres eftermæle.
Madness opstod i 1970’erne som et af de bands, der definerede den nye ska-musik. Ska var oprindeligt en jamaicansk opfindelse og forløberen for reggae i de caraibiske egne af verden, og den blev i slut-70’erne og start-80’erne genopdaget af en række britiske band, hvor især Madness, men også fx The Beats og The Specials, fik en vis succes indenfor genren. Her havde de held med at kombinere de jazzificerede og olietønde-inspirerede rytmer med de elementer fra punk-musikken (specielt hele fuck-off-attituden), der lige kunne finde anvendelse dér.
Grundlæggende var Madness en samling ret gode musikere, der spillede glade popsange, der kunne få tilhøreren i godt humør og evt. ud på dansegulvet. Og selv om dette element også er hørbart på The Rise & Fall, så tager bandet den altså lige skridtet videre her. Der er tydelig inspiration fra forgængerne i Kinks, og det er lige så tydeligt, at både den tekstlige og musikalske tradition går i en lige linje fra Ray Davis’ 60’er-band over Madness til Blur. Der er tilbagelænede og observerende, sylespidse kommentarer til hverdagsliv, middelklasse-selvtilfredshed og storpolitik (i fx den bidende ”Blue Skinned Beast” om den da aktuelle Falklands-konflikt) og så er der hele musichall-traditionen, der her og der overdøver ska-rytmerne.
Men det er den fine og dansable ”Our House”, der stjæler billedet. Med rytmer, horn og fængende omkvæd sidder dén sang altså lige i skabet! Faktisk er den så charmerende, at man nemt overser den lette melankoli, der præger tekstens hverdagsstemning. Faktisk er den så fin, at den på trods af, at man har hørt den så uendeligt mange gange næsten ikke er irriterende, når den popper op igen. Næsten…
Det hører nemlig med til historien, at jeg slet, slet ikke var glad for Madness, derned i 1980’erne. Faktisk syntes jeg netop, at de var skide-irriterende, rytmerne var åndssvage og det hele var noget pjat, var det. Og det tror vel da pokker, når man lige havde opdaget U2 og Pink Floyd og The Clash og…. Så var der skisme langt til de glade, horntruttende Madness, var der. Der gik derfor også mange år før albummet kom hjem at stå i plade-reolen, og at den overhovedet gjorde det, skyldtes at det var en af de plader, jeg fik forærende af en god bekendt, der naturligvis skulle skille sig af med sin pladesamling, dengang vi alle kun hørte CD’er – og hans kommende hustru var i gang med at ny-indrette hjemmet og ikke lige mente, at der var plads til popmusikken i dét format på hylderne.
Nå, det er jo min gevinst og hans tab. For The Rise & Fall var væsentligt bedre, da jeg lagde den på pladespilleren i denne omgang, end jeg huskede den. Ikke at jeg fremover vil spille den tyndslidt, men det er tydeligt, at vi her har at gøre med habile pop-snedkere, dygtige musikere og gode forfattere. Produktionen er der heller ikke noget at komme efter, og når man så i tilgift kan kreere et nummer som “Our House”, så må man vel egentlig nok bare konkludere, at slutresultatet er godkendt.