Det kan umiddelbart synes mærkværdigt, at dette album med et forlængst glemt band, der excellerede i den typiske 80’er-rock, pompøs som bare fanden og lige klar til at smide ind på stadions, i en overgang skulle blive mine ældste børns favoritalbum. Men det gjorde det. Måske knap så meget på grund af musikken – omend den da blev hørt både højt og mange gange – men i langt højere grad for coveret. Dét er nemlig et fedt et af slagsen – og noget, der taler durk ned i eventyrlystne børns fantasi.
På coveret ser man nemlig en række fantasi-væsener, ikke ulig alferne fra Harry Potter-universet, sidde foran en stor pejs, mens de er opslugt af en øjensynligt vanvittigt spændende historie, som titlens historiefortæller er ved at udfolde, komplet med voldsom gestikuleren og det hele. I baggrunden buldrer ilden fra en overdimensioneret pejs, og det er tydeligt, at vi befinder os i et univers, der ikke er af denne verden. Jo, der var rigeligt at kigge på for et par nysgerrige og let gysende unger.
Det fine var, at de rent faktisk også kunne lide musikken, der var at finde i coveret. Og det tror da pokker. Der er schwung på albummet, er der. Som et typisk 1980’er-band var engelske Magnums gennembrudsalbum båret oppe af synthesizere, der bærer melodierne på samme måde som det var tilfældet hos samtidige Europe, og langhårsrockerne er absolut heller ikke blege for at stikke en solid guitar-solo, når det passer ind – hvad det gør på stort set samtlige numre på albummet. Og så er det ellers – som antydent ovenfor – pompøst, storladent og med netop de reminiscenser fra progrocken, som også Marillion på dette tidspunkt levede højt på. Så i virkeligheden fungerede musikken rigtig fint som underlægning til faderens fortællinger om, hvad sangene handlede om. At denne udgave så divergerede væsentligt fra, hvad der rent faktisk blev sunget om, gav vist ingen skår i glæden.
Det er slet ikke skidt indenfor dén tidstypiske udgave af puddelhunderocken. Ikke helt heavy, ikke helt poppet, Magnum slipper godt fra det meste, og hvis man ser bort fra netop genren – som jeg har det lidt svært med her efter mere end 30 år – så er det både gennemført og flot produceret det hele. Titelnummeret er ret fedt, og demonstrerer med al ønskelig tydelighed hvad det var, der rykkede i 1985 når man lyttede til stadion-rock, og afslutningsnummeret på side 1, “Les Morts Dansant” kunne simpelthen ikke gøres bedre på det tidspunkt. Et gennemført flot nummer, der iøvrigt handler om en soldat under 1. verdenskrig, som lider af granatchok, og derfor afventer peletonen, fordi han skal henrettes på grund af fejhed. Det er simpelthen fejende flot, dystert og let rystende på den fede måde, og det er et nummer, hvor forsanger Bob Catley demonstrerer sin flotte vokals spændstighed – hvad han gør rigtig godt.
Nå, ungerne blev store, som de jo gør, og fik andre interesser, og det betød, at afspilningerne af albummet blev færre og færre samtidig med, at faderens oversættelse af teksterne – der vist i øvrigt var fri fantasi og intet havde med originalerne at gøre (men hold kæft, hvor var de spændende) – blev helt og aldeles overflødige. Så det var længe siden, On A Storytellers Night sidst havde været oppe at vende på pladespilleren, men det var et svært hyggeligt genhør.
PS: Magnum var altså ganske succesfulde der midt i 1980’erne. Fx åbnede de ‘Monsters of Rock’-festivalen på Donington i 1985, samme år som Metallica, Bon Jovi, Marillion og ZZ Top var at finde på denne. Så er man altså i den rette liga.