Der skulle tydeligvis smedes, mens jernet var varmt, så allerede året efter, at Magnum fik moderat succes med deres gennembrudsalbum On A Storytellers Night entrerede de Queens studier, indforskrev Queens-producer David Richards, der sammen med Roger Taylor fra Duran Duran skulle sikre endnu mere succes ved at dreje arena-rocken i en retning, hvor alle kunne være med, og indspillede deres sjette studiealbum, Vigilante.
Det hjalp ikke synderligt, ihvertfald ikke hvis man altså hører albummet på 32 års afstand. Faktisk må anstrengelserne næsten siges at være aldeles forfejlede hele vejen igennem. Hvor der på forgængeren var både guitar og trommer, der var hørbare og let rockede, så er synthesizerne på Vigilante mixet helt frem i forgrunden, mens man på en række af numrene kunne have bandet mistænkt for at at fyre deres trommeslager og erstatte ham med en trommemaskine.
Vigilante mangler i bund og grund alt det, der var charmen på On A Storytellers Night. Der er ekko og reverb på både trommer og vokal, men lige meget hjælper det. Og den store syng-med-på-stadion-anthem, “When The World Comes Down” er simpelthen bare så rædselsfuldt patetisk, som den næsten kan være, på trods (eller på grund) af både den indledende panfløjte og det sukkersøde omkvæd, der skulle forsikre lytteren om, at han/hun altså var god nok: ‘There are times it’s hard to swallow / When the world comes down on you / May it shine on you tomorrow /And your dreams, they all come true’. Jo, det rimer fint, gør det, og det samme kan siges om Cliff Richards juleklassiker “Mistletoe and Wine”, som den har en vis lighed med i dens klichefyldte melodi og tekstmæssige banaliteter. Titelnummeret er skæmmet af en aldeles uhæmmet brug af synthesizere, og forsøger ellers bare at tromle derudaf i noget postuleret rock, der mest af alt lyder som noget, Duran Duran havde på overskudslageret i samme periode, og de øvrige numre – ingen nævnt, alle glemt – følger sådan ca. samme skabelon.
Der er med andre ord ikke meget at komme efter på Vigilante og af samme årsag gider jeg ikke skrive ret meget mere om den. Men altså; hvis De ønsker at høre, hvordan det lyder, når man krydser Cliff Richard med Europe, Genesis, Scorpion og Marillion for at få den absolut laveste fællesnævner frem, er De velkommen til at afhente albummet i en brugtplade-biks nær Dem. Det kan ikke være dén udskrivning, der får Dem til at gå fra hus og hjem.