Det bedste danske hip-hop-nummer i verden(!) er uden nogen diskussion – ihvertfald i mit hjem – Malk de Koijns “Kosmisk Kaos”. I en blanding af jazzede, sumpede grooves og noget tilbagelænet spoken word blandet med rap og gungrende tunge beats, tilførte Geolo G., Tue Track og Blæs Boogie noget nyt til hip-hop-verdenen; en smuk blanding af galskab, ordekvilibrisme, verdens- og livstræthed, sort, semi-realistisk samfundssyn og en solid gang humor og (selv-)ironi som ingen havde set siden Dan Turréll lagde tekst og forgrundsstemme til Sølvstjernerne. De gjorde det bare bedre, og de gjorde det oven i købet på en måde, så unge, forlystelsessyge mennesker kunne blæse kroppen ud på dansegulvet samtidig.
Nummeret var at finde på Malk de Koijns debutalbum, Smashhit In Aberdeen, som jeg ikke ejer. Til gengæld er “Kosmisk Kaos” at finde på stort set hver eneste spilleliste jeg siden har kreeret; til løb, afslapning, fest og hvad har vi. Men i stedet for dette album fik jeg for nylig lejlighed til at erhverve mig opfølgeren, der udkom fire år senere, den svære toer Sneglzilla. Og det har jeg på ingen måde haft lejlighed til at fortryde.
Det sumpede og jazzede havde trioen ikke glemt i mellemtiden. Allerede på albummets åbningsnummer, det coolt swingende titelnummer, er det både funky, jazzet og med horn og hele svineriet, og så er der ellers dømt introduktion af den selvbevidste trio, der – ikke uden humor – fortæller, hvad de kan:
Sneglzilla! Brækker det danske op og så siger du vi på piller
[…]
Så det tid! Til hvad?
Til at tænde cigaren
Ordet er født og det er os der er faren til det
og mest erfaren til det, ikk så meget dille dalle
os er der kød på ikke mere carne valle
Om ordet ligefrem er født hos Malk de Koijn kan måske diskuteres, men personligt falder jeg pladask for grandiositeten og blasfemien allerede i åbningsverset, og at de har ordet i deres magt, er der vist heller ingen tvivl om. Hele den tredobbelte LP er en overlegen demonstration af, hvad man kan med ord – og også, hvad man kan med musik. Det kan godt være, at det hele stritter til højre og venstre, sådan rent stilmæssigt, men der er mening med galskaben. Hele herligheden er formelig sovset ind i veplproducerede beats, breaks og grooves, og i forhold til debuten klæder det trioen, at de har haft tid – og penge? – til at fornøje sig med produktionen. Her er funky hornarrangementer, vildt svingende basgange, old-school vinylscratch, hammond, dub og latin med distance (lyt bare til vrøvlespansk-arrangementet på “Los Salvajes (Caracoles Marinos)”. Dét er fandeme sjovt – med giga-overskud og smørret grin i mundvigen).
Og nå ja; Man har godt nok også både tid, kræfter og sin musikalske historie med sig, når man kan inkludere et nummer som “O. Gl. Ost”, der er noget så sjældent som et instrumental-nummer på et dansk hip-hop-album. Og ikke et hvilket som helst nummer. Jeg er ikke musikalsk velbevandret nok til at kunne udtale mig med sikkerhed, men vidste man ikke bedre, kunne man forledes til at tro, at de havde samplet fra selveste Miles Davis fra hans mest tilbagelænede cool blue periode. Hvis noget er jazzet på denne plade – med et umiskendeligt fedt beat, der bærer horn og keyboard – er det denne lille bagatel fra overskudslageret, der er tæt på at være et overraskende yndlingsnummer hos undertegnede.
Det hele er sindssygt begavet, sjovt, legesygt og festligt. Og eftersom jeg på mine ældre dage har fået et ualmindelig blødt punkt for dansk og især dansksproget musik, så er det altså en sjælden fornøjelse, når ordekvilibrismen slår imod mig fra højtalerne. Guldkornene er mange, så det giver ikke rigtigt mening at plukke nogle ud frem for andre. Men der rappes hurtigt og langsomt, der spiddes til højre og venstre og der opfindes ord til lejligheden, mens vi præsenteres for de rigtige McCoys, er med “Suppe, Steg og Is DJ” på arbejde (og det er absolut ikke kedeligt), og er nede på alle fire med hundene på radiohittet “Vi Tager Fuglen på dig” med den obskøne tekst, der ganske vist er set fra hundehøjde, men hvor metaforikken er mere end almindelig let afkodelig.
Af personlige favoritter skal ud over ovenstående nævnes “Musclebundt”, “Jernskjorte”og … Nå ja; efter et par gennemspilninger er de fleste af skæringerne faktisk favoritnumre, så der er ingen grund til at snyde sig selv for noget af.
Det er ikke meget hip-hop, der har fundet vej til pladereolen i den lille og stadigt skrumpende husholdning. Men det, der er, holder en ret høj standard, og det gælder i dén grad Sneglzilla. Det er legesygt, spændstigt, gennemmusikalsk, hele tiden sprogligt udfordrende og stimulerende – og det er faktisk ret sjovt, det hele. Og måske har De ikke lige mulighed for at få fat i mit vidunderlige vinyleksemplar på hele seks sider – det originale første-tryk, har jeg ladet mig fortælle, og det er ikke for at prale, at jeg skriver det (who am I kidding?) – men så kan De jo altid streame det, købe det på CD eller hente den mere almindelige dobbelt-LP. Der er ihvertfald ingen grund til at lade være.