I 1980’erne var der adskillige kunstnere, der – i den gode sags tjeneste – forsøgte at åbne publikums øjne for både den politiske situation på det afrikanske kontinent og de trængsler, befolkningen sammesteds måtte gennemleve; hungersnød, tørke og sygdomme dræbte millioner af mennesker, og rascisme og apartheid-styre i de gamle europæiske kolonier var hverdag for størstedelen af befolkningen i adskillige afrikanske stater.
Denne opmærksomhed udmøntede sig også i musikken; både ved støttearrangementer og indsamlinger til fordel for sultende og ved mere eller mindre velmente (og nogle gange skinhellige og frelste) opråb fra musikerne. Band Aid fra England og USA For Africa bestod således af højt profilerede kunstnere, der i den gode sags tjeneste stillede sig til rådighed og for det første udgav en single med et hit (i USA: “We Are The World” og i England: “Do They Know It’s Christmas”) og derudover – på Bob Geldofs foranledning – stablede en støttekoncert på benene, der ikke tidligere var set i det omfang; Live Aid var en koncert, der fandt sted på flere forskelige kontinenter, og som blev TV-transmitteret überalles… I Danmark kunne vi også være med; her fandt støttekoncerten sted i Idrætsparken i København, og Nana Lüders – som vat the shit dengang – skrev sangen med den sigende titel “Afrika”, som de fleste af datidens musikalske koryfæer sang sammen på.
Men derudover var Afrika altså ikke kun et kontinent, det var ‘synd for’. Kulturelt og musikalsk var der en del kunstnere, der i starten og midten af firserne drog til kontinentet for at finde inspiration og/eller benytte sig af de musikere, der kunne levere noget lidt anderledes, end man var vant til nord- og vestpå. Det var fx tilfældet for Paul Simon på den fabelagtige Graceland og også Peter Gabriel kiggede den vej – bl.a. på Melt-albummet. Og så var der altså Manfred Mann, der på Somewhere In Africa blandede de afrikanske lyde og rytmer med sin let elektronisk orienterede rock-musik.
Nu var Manfred Mann – der scorede sit vel nok største hit med Dylans “Mighty Quin” og ellers lavede adskillige øvrige covers, der også blev spillet jævnligt, herunder bl.a. Bruce Springsteens “For You” og “Blinded By The Light” – faktisk lige et mulehår foran disse kunstnere, da han rent faktisk var ‘indfødt’; han var nemlig født og opvokset i Sydafrika. Og i 1981-1982 vendte han ‘hjem’ til Sydafrika for at indspille Somewhere In Africa, som han og hans Earth Band udgav med moderat, men målelig, succes til følge i 1983.
Hele albummet er et forsøg på at mixe afrikanske sange og rytmer med standardprog-rock, i nogle tilfælde med forholdsvis nye numre og i andre med covers af velprøvede – og gode – sange. Heriblandt en over 7 minutter lang udgave af Bob Marleys “Redemption Song”, som er en lille smule svær at holde af, når man først en gang har hørt Marleys egen version. Dertil er den simpelthen for præget af synthesizere, og selv ikke mellemstykket med bantusti-dialekt kan redde den – eller for den sags skyld give den autencitet.
Men ellers er det habilt håndværk hele vejen igennem. Og alt andet lige; jeg er faktisk ret glad for den plade. Det kan godt være, at den er let patetisk sine steder i sin postulerede township-tilgang til verden, men det fungerer altså andre steder på pladen. Og suiten, der indleder side 2 (“Brothers And Sisters Of Africa / To Bantustan? / Koze Kobinini (How Long Must We Wait?) / Lalela”) er altså helt fint skruet sammen.
Nu hjælper det naturligvis også, at mit indtryk af pladen er aldeles uvederhæftigt og farvet af omstændighederne; det var nemlig også en af de plader, vi som unge og nyligt politisk vakte holdt af at sætte på pladespilleren, mens vi drak urte-te, røg cigaretter (og det, der var værre) og ordnede verdenssituationen på de små værelser. Det skete ret tit i de dage, så pladen er blevet hørt meget dengang – og væsentligt oftere end det sker nu – og det har naturligvis sin betydning for helhedsvurderingen.