Som jeg skrev om Marc Almonds cover-EP A Womans Story, havde jeg ikke – før nu – beskæftiget mig med Marc Almond. Og det er tydeligvis en fejl i min musikalske opdragelse.
Det andet album i min samling af Marc Almond plader (2 stk.) er nemlig den øjensynligt aldeles fremragende LP: Mother Fist (And Her five Daughters). Som på ‘prøve-pladen’ A Womans Story har Almond også her allieret sig med det yderst habile band, The Willing Singers, men i modsætning til forgængeren tager Almond her skridtet fuldt ud og åbenbarer sig som en mere end habil sangskriver som supplement til hans fremragende evner som vokalist.
Det er svært at forestille sig, at dette er den samme musiker og sangskriver, der hittede med “Tainted Love”. Vi er på Mother Fist milevidt fra synthesizere og trommemaskiner, og i stedet befinder vi os i en cabaret af samme slags som David Bowie besøgte på Alladin Sane: her er ludere, lommetyve, masturbation, Judy Garland og mordere og de musikalske inspirationskilder hentes fra nærliggende pop-kilder, men i lige så høj grad fra centraleuropæisk visetradition og sangforedrag og Tom Waits-inspireret bluesy, jazz-orienterede ballader.
Titelnummeret er et fantastisk sigøjner-/klezmerinspireret nummer (vist nok en hyldest til masturbation) i 3/4-dels takt, hvor instrumenteringen er sparsom med træblæsere og harmonika.
“There Is A Bed” er en piano og bas-baseret elskers klagesang, der efterfølges af “Saint Judy”, der lyder som det nummer, Tom Waits ville ønske at have skrevet i 1975. På side 2 finder man bl.a. “Mr. Sad”, der i vidunderlig berliner-cabaret-stil går fra piano- og vokalarrangement til en fuld orkestrering, der blæser lytteren væk. Både i den orkestrale fylde og den vidunderlige melodi, men i lige så høj grad i den vokale præstation, der på samme tid er vild og afsindigt behersket.
Ved både første og anden gennemlytning af dette fremragende album, som jeg i parentes bemærket ikke havde hørt før nu, bliver det forfriskende tydeligt, at 1980ernes musik var andet end guitarbaseret pop-rock, sløvende synthesizer-ballader og dansevenlige elektriske trommer og sødladne stemmer. Mothers Fist er fra først til sidst en fantastisk plade; konstant søgende, gennemmusikalsk, flot produceret og med både instrumentale og vokalmæssige præstationer, der er lysår fra den bevidstløse hit-produktion, der fyldte radioer og MTV i midtfirserne.
Det er med andre ord beundringsværdigt i alle henseender. Også selv om man – som jeg – på ingen måde er fan af cabaret-inspirationen. I modsætning til andre plader, jeg vil komme til at høre i den kommende tid, er jeg slet ikke i tvivl om, at denne nok skal få et par omgange mere på den slidte pladespiller.
NB: Jeg undrede mig i forrige indlæg over, hvordan Marc Almond var havnet på min pladereol. Det er der der et godt svar på. En tidligere kollega, der var tæt på at være ekspert i al 80’ermusik, opgav for et par år siden sin pladespiller til fordel for hustru, børn og streaming. Og det kom mig til gode i form af et par poser fuld af musik på vinyl. De to plader med Marc Almond er det hele værd…