Selv om 1979 var punkens storhedstid, så er der på Marianne Faithfulls bedste album, Broken English, en sang, der i al sin bitre profanitet indeholder den måske mest stødende lyrik, der findes i min pladesamling – og som ikke kan modsvares af noget, der finde hos fx Dead Kennedy’s. Heldigvis udkom pladen før det blev pålagt at sætte et ‘Parental Advisory’-klistermærke på coveret, når pladen indeholdt ‘offensive language’, så den kunne høres på al landskens teenageværelser, hvis der var behov for det. (Og dele af teksten vil iøvrigt blive citeret i det følgende, så kom ikke bagefter og sig, at De ikke blev advaret.)
Marianne Faithfull debuterede i 1964 med Mick Jagger og Keith Richards’ “As Tears Go By” som hun fik et solidt hit med et år før, The Rolling Stones selv tog den på repertoiret. Som 18-årig var hun blevet en naturlig del af miljøet omkring netop The Rolling Stones og hele ‘Swinging London’-miljøet og i løbet af 1960’erne nåede hun både at blive Mick Jaggers kæreste – og blive arresteret i en skandale ved en narkorazzia, kun iført et pels-tæppe. Det hørte jo alt sammen med til både tiden og miljøet, og det var ren rock-n’n’roll, men desværre stoppede det ikke her for Marianne Faithfull. Op gennem ’60’erne og ’70’erne blev hun stadig mere afhængig af kokain, heroin og hvad hun ellers kunne få fingrene i, og adskillige afvænningsforsøg forblev virkningsløse, ligesom hun til tider var hjemløs. Den musikalske karriere stagnerede, trods gode menneskers forsøg på at få den på skinner igen, og stemmen forsvandt.
Her burde historien være stoppet, med en naturlig udgang i form af en ensom og sølle død, men næsten naturstridigt fik hun i 1979 udgivet sit ultimative album, det kølige og let deprimerende semi-mesterværk Broken English. Den tidligere så fine stemme er blevet udtryk for summen af sin ejers erfaringer, knækket, hæs og brudt, men Marianne Faithfull kender den og kender dens virkemidler, og hun formår at gøre den til det centrale omdrejningspunkt for en række velvalgte sange, der indkapsler alle former for dyrekøbte erfaringer, desillusion, bitterhed og generel nedtur.
Titelsangen, der indleder albummet, er en tidstypisk, men såre desillusioneret, hymne til Ulrike Meinhof, en central skikkelse i den vestreorienterede tyske Baader-Meinhof terrorgruppe Baader-Meinhof, der påpeger omkostningerne og det formålsløse i en idealistisk kamp for – ja, hvad egentlig? “Loose your father, your husband / Your mother, your children / What are you dying for? / It’s not my reality”. Og fra det geopolitiske sammenbrud bevæger Faithfull sig til det personlige via sangen “The Ballad Of Lucy Jordan”, det tætteste vi kommer på fordums søde ballader fra Jagger/Richards hånd (og begge er da også krediteret for sangen), men nu med et let bittert touch:
At the age of 37
She realized she’d never ride
Through Paris in a sports car
With the warm wind in her hair
Næ, men til gengæld er der tøjvask, timevisk af rengøring, kærlighedsløse forhold og det uafvendelige selvmord for den evige drømmer, hvis illusioner er tabt for evigt.
Albummets ultimative sang er dog “Why D’ya Do It”. Hverken før eller senere har undertegnede hørt en så vred, bitter, ondskabsfuld og rasende jalousi-sang. Afleveret med vrængende – og fortsat knækket – stemme, der dirrer i uforløst raseri, og akkompagneret af dissonante Robert Fripp-agtige guitarrif, der understreger alle skælds- og hånord. Og selvom undertegnede i både punk- og metaltekster har hørt mangt og meget, så kan jeg fortsat blusse let i kinderne ved at høre opgøret med den troløse stodder:
Why d’ya do it, she said, why’d you let that trash
Get a hold of your cock, get stoned on my hash
[…]
Why’d you do it, she said, when you know it makes me sore
Cause she has cobwebs up her fanny and I believe in giving to the poor
Why’d ya do it, she said, why’d ya spit on my snatch
Are we all out of love now, is this just a bad patch?
And so on… Det er ikke en rar sang, og det er ikke de værste linjer, jeg har citeret ovenfor, men hold nu op, hvor det lyder som om, der trækkes på personlige erfaringer her.
Broken English er en fremragende plade, og selv om den snart kan fejre 40 år på bagen, så er både motiver, tekst og musik værd at lytte til i dag. Produktionen og instrumenteringen er kun i glimt et produkt af 70’erne og start-firserne, og fx er den iskolde levering af Lennon-covernummeret “Working Class Hero” egentlig kun medvirkende til at understrege al den punk-drevne vrede, albummet er gennemsyret af. Her er ikke mange kønne ballader fra midt-resserne tilbage, her lades meget håb ude, og her fik Marianne Faithfull alle der troede, de vidste hvad de fik med et album af Rolling Stones-protegéen over dem alle, til at måbe.