Der er ikke ret meget, der ikke er tænkt over på Fugazi, og det hører man ret tydeligt. Ikke mindst fordi, der er så Fandens meget af det hele. Der er masser af synth, masser af guitar, tunge, tydelige slag på lilletromme og tam’er, markeret bas og ualmindelig følt vokal. Der er teatralsk-episke tekster over temaet indre dæmoner og ydre angst. Og så er der coveret: I mange pladeforretninger i 1980erne stod Marillion under heavy metal på grund af deres covers og navnlig skrifttypen i bandnavnet. Her er skaden sket og har ringen i næbbet. Narren ligger afklædt (voldtaget?) i sengen med den blodrøde vin løbende ud af glasset og båndet løbende ud i walkman’en. Og hvem er det egentlig i spejlet?. Alt er som det skal være nede i 1984. Og der er tænkt over det.
Da Fugazi bliver udgivet i 1984 har Marillion allerede haft en del at tænke over. Debut-albummet Script For A Jester’s Tear fra 1983 (der af uklare årsager ikke er i redaktørens samling og derfor på det skammeligste uomtalt her på sitet) klarede sig mere end almindelig godt med en syvendeplads på den engelske album-hitliste, og der var på alle måder lagt op til svær toer både kunstnerisk og kommercielt.
En af de ting, der er tænkt over på Fugazi er at få den til at lyde mere rocket og kantet – på kanten af hardrock – end debuten, der med en vis ret blev skældt ud for ret kraftig Genesis-inspiration. Så mindre symfonisk, mindre progressiv og mere rock, tak. Det var tilsyneladende godt tænkt, for albummet solgte faktisk bedre end forgængeren og nåede en femteplads på albumlisten. Selvom man stadig tydeligt hører tråde til Alan Parsons er der også et touch Zeppelin.
Fugazi er på mange måder et typisk start-/midtfirseralbum. Der er tre-fire ret lange skæringer på hver side (den længste – ”She Chameleon” er 8:28), og guitarer og synth kæmper temmelig højlydt om at skulle have mest at skulle have sagt i det samlede lydbillede. Fish’ følsomme, skrøbelige og glasklare vokal, der i glimt også viser noget mere indre brølestyrke giver sig hen i tekster om at i går startede i morgen og i morgen starter i dag og andre fine weltschmerz-passager fra det store stilehæfte, og det virker fint. Steve Rotherys guitar er tydeligt David Gilmour-inspireret sine steder, men holder fint balancen mellem storladent og opblæst.
Fugazi er ikke en toer for mig, men snarere en treer. Det er ganske vist Marillions andet album, men først det tredje jeg hørte, og det er for mig kun Marillions tredjebedste efter Misplaced Childhood (og den kommer vi heldigvis til om lidt) og Script For A Jester’s Tear. Men det er stadig en forbandet god plade.
Indlægget er skrevet af gæsteskribent Bernt Hertz Jensen, der, ud over at være god til at spille guitar og banjo, er glad for musik – og vokset op med Marillion. Derudover er han kommunikations-menneske og journalist og som sådan selvskrevet til lejlighedsvise tjanser her på siden. Bernt har tidligere ydet sit bidrag til Vinylstakken, blandt andet ved at skrive om Anne Linnets Marquis de Sade