Jeg må alligevel have været stor Marillion-fan, dengang i 1980erne, for på trods af min lette aversion mod live-albums i al almindelighed (koncertoplevelser er nu engang bedst, når man selv er til stede), så blev Marillions tredje album, Real To Real ihvertfald indkøbt og spillet en del. Det skyldtes vist nok et ønske om at få også de sange med, der ikke var blevet udgivet – gennembruds-singlen “Market Square Herores” fx – og så fordi, at nå ja; jeg var ret glad for Marillion, ikke?
Når det nu skal være, så er Real To Real ikke et dårligt live-album, tværtimod. Som nogle af de ypperste repræsentanter for den revival af prog-rocken, der poppede op i midten af firserne, kunne Marillion i højere grad live end på studiealbums få en næsten fremetisk energi ud af nogle ret komplekse og sine steder næsten symfoniske kompositioner – med nogle mildest talt kryptiske tekster strøet ud over det hele. Albummet er samtidig afsindigt flot produceret, med plads til samtlige instrumenter i lydbilledet og et naturligt fokus på Fish’s vanvittigt udtryksfulde (og sine steder let enerverende) vokal. Derudover er der sørme også tilstrækkeligt højt til loftet til, at man kan få en samling glade britiske publkummer at høre, når de synger højlydt med i koret til både “Garden Party” og “Market Square Heroes”
Anyways; det lykkes til fulde at få bandet til at lyde som de skulle – og få det hele til at virke flot, velproduceret, fyldigt og energisk. Sine steder er synthen lidt rigeligt fremtrædende, men altså; det var i firserne, og de naturlige arvtagere til Genesis i Peter Gabriel-æraen skulle jo nok kunne finde anvendelse for en sådan, ikke? Faktisk – og det er lidt min største anke mod Marillion i denne udgave – læner de skotske rockere sig på netop live-udgaven lidt kraftigt op ad forbillederne. Var de på vej til at frigøre sig på deres andet album, Fugazi, så lyder de altså foruroligende tæt på Genesis i live-udgaven.
Men lad nu det ligge et øjeblik. Jeg var ret glad for pladen dengang, og her ved genhøret, hvor det sandt at sige er længe siden, den sidst blev spillet, så dukkede dén glæde lidt forsigtigt op igen. Det var altså et fremragende band, og at de formåede at spille en fyldt sal – og et fyldt stadion op – bliver så tydeligt, som det overhovedet kan, på denne udgivelse. Pragtstykket er det første nummer på side 2: “Forgotten Sons” fra album-debuten Script For A Jester’s Tears. Den er både dramatisk, voluminøs, patetisk, over-the-top og helt og aldeles vidunderlig, hvis man altså er til den slags. Og det var jeg….