Den ekstremt produktive Martin Hall – hans officielle diskografi under eget navn tæller mere end 50 udgivelser – er et markant, men for en del danskere stadig forholdsvis ukendt eller glemt, navn i dansk musikhistorie. Jeg blev som ualmindeligt ung præsenteret for en af hans første udgivelser, da han med et af sine første bands, Ballet Mécanique, udgav postpunk-albummet med den sigende titel The Icecold Waters of Egocentric Calculation af en ældre kammerat, der havde haft lyttelapperne ude.
Dén kunne jeg ikke lide, husker jeg, og jeg har aldrig hørt den siden. Efter al sandsynlighed er det en eklatant fejl i min musikalske og kulturelle opdragelse, for efterfølgende er albummet blevet kanoniseret som et af de uomgængelige værker i dansk rockhistorie af både Gaffa, Soundvenue og Politiken. Og med sidstnævntes anbefaling kan man jo ikke nå ret meget højere på det kulturelle parnas, vel?
Men for mig var det støj, iført uforståelige tekster og mystiske lyde. Det hele så fremmedgørende og mærkeligt, at jeg på stedet afskrev det som noget, der havde nogen form for blivende værdi. Og så var det jo godt, at han syv år efter denne udgivelse kunne kaste sig over noget mere forståeligt som den herværende plade Presence. Dét er nemlig rendyrket, grandiost popmusik, som dét nu skulle lyde i 1988.
Der er ikke megen støj tilbage i Martin Halls lydunivers på dette album. Derimod er der højtsvungne synthflader med symfonisk tilsnit, elektroniske trommer, klokkespil, guitarer og en gennemført vokal, der leder tankerne hen på blandt andre Martin Fry fra ABC eller andre fra midtfirsernes bølge af New Romantics. Og det er vist ikke helt tilfældigt.
Hele albummet er nemlig en popplade, der i næsten alt signalerer netop britisk – eller international – elektronisk populærmusik, og som sådan er den jo fremragende udført. Hall fik da også et uventet gennembrud med albummet, der hurtigt landede på den danske top 20, og den første single fra albummet, “Beat of the Drum” opnåede den ære at blive den mest spillede sang på radiostationen The Voice det år. Det er fuldt forståeligt, for det var musik, der passede som fod i hose til radioens playlister; let up-tempo med distinkte trommer (eller rytmeboks?), en guitar som stjålet direkte fra Duran Duran og et catshy syng-med-bart omkvæd.
Personligt er jeg ikke længere voldsomt begejstret. Det har kørt et par gange på grammofonen, men som den glatte popproduktion det er, så fortoner de enkelte skæringer sig ret hurtigt, og man glemmer let at høre efter for alvor. Den enkelte numre glider sømløst over i hinanden, og også andensinglen, albumåbneren “Real Thing”, har en aura af let forglemmeligt hit over sig. Jeg kryber til gengæld gerne til korset og anerkender fx “Magnus Opus” som en flot skæring; storladen, svulstig og grandios på den fede måde.
Hele albummet er vildt flot produceret, som den slags jo skulle være, og Halls talent og sikkerhed i det melodiske fornægter sig på ingen måde. Men måske skulle man alligevel have udvist lidt stamina og investeret i The Icecold Waters of Egocentric Calculation i 1981. Om ikke andet så fordi den ville have været en mindre formue værd i dag.