Der er en grim erkendelse om alder involveret i at lytte til Meat Loafs Bat Out Of Hell. Fx den, at jeg godt kan huske, da den var et kæmpehit blandt alle os i skolen. Så er man godt nok blevet gammel. Men sådan forholder det sig, og det gode man så kan sige om dét er, at så bliver det til en af de plader, der knytter sig nogle helt specielle grundstemninger til, som bliver fremkaldt i samme øjeblik, man sætter den på pladespilleren.
Det behøver der nu ikke være, for at man kan lytte til den. Hele pladen er nemlig så svulstig, grandios, campet og kitchet og på alle niveauer simpelthen så meget over the top, at den næsten naturstridigt er fuldstændig genial og brillant – på sine ganske egne præmisser.
Indholdet af pladen? En mildest talt overvægtig sanger, der ikke kan sige sig helt fri for at have lidt opera-schwung over stemmen, synger noget pop-metal-rock i rock-opera-stilen på en baggrund af Todd Rundgrens fræsende guitarer, distinkte klaver-toner, aldeles fabelagtigt leveret af Roy Bittan, der venligst var udlånt fra Bruce Springsteens E Street Band sammen med trommeslager Max Weinberg, og så en samling svulstige kompositioner fra Jim Steinman – tre af dem i en længde, der strækker sig ud over 8 minutter (titelsangen er næsten 10 minutter lang) – og det er fandeme ikke noget, der kalder på hitliste-placeringer.
Ikke desto mindre skete der det forunderlige, at der kom den altså hen. Og ikke nok med det; den var faktisk at finde på den engelske albumhitliste i næsten ti år(!). Derudover indeholdt albummet også tre hitsingler – herunder føromtalte titelnummer. Det var der en del, der ikke så komme, heriblandt de (mange) pladeselskaber, der i næsten tre år konstant afslog at lade Steinman og Meat Loaf indspille og udgive albummet.
Blandt andet afslog CBS daværende direktør, Clive Davis, dem med den klare og tydelige begrundelse, at de jo ikke kunne skrive musik:
Do you know how to write a song? Do you know anything about writing? If you’re going to write for records, it goes like this: A, B, C, B, C, C. I don’t know what you’re doing. You’re doing A, D, F, G, B, D, C. You don’t know how to write a song… Have you ever listened to pop music? Have you ever heard any rock-and-roll music… You should go downstairs when you leave here… and buy some rock-and-roll records
Det var jo harske ord en glad sommerdag, og mon ikke samme Clive Davis ærgrede sig en lille smule, efter at salget havde rundet de 43 millioner eksemplarer og derudover kastet en musical af sig? Hvad den egentlig i første omgang var tænkt som. En rock-version af Peter Pan, kaldet Neverland, iøvrigt, og sådan er der jo så meget, sommansir…
Musical-præget er genkendeligt i en del af sangene, mens tilsvarende rock-opera-forsøg fra andre super-grupper også har inspireret Steinman. Fx er sangen “Bat Out Of Hell” næsten en hel cyklus i sig selv. Den åbner med en to minutter lang instrumental-del, inden vokalen sætter ind, og er så iøvrigt spækket med fantastiske lyde – herunder en guitar, der særdeles træffende illuderer lyden af en motorcykel, der speeder op. Tematisk er sangen en let parafrase over gamle pop-travere, som “Tell Laura I Love Her” og “Leader Of The Pack”, og handler om den vilde, unge mand, der i ekstase og forelskelses-glæde kører sig selv ihjel på motorcyklen. Det morbide budskab glemmer man nu hurtigt i den vilde crash-boom-bang-energi, der gennemsyrer sangen.
Og så er der jo – ud over de to andre hits, “You Took The Words Right Out Of My Mouth” og “Two Out Of Three Ain’t Bad”, sidstnævnte en forfærdelig kitchet og sødsuppe-agtig break-up-ballade, der fungerer vidunderligt på alle niveauer – den fyldige og fede tre-akters mini-musical “Paradise By the Dashboard Light”.
Den er i virkeligheden en sang-cyklus på tre sange, der blot er hæftet sammen til een lang suite. Første sang, ‘Paradise’, består af den gensidige kærligheds-erklæring mellem dreng og pige (alle tre sange er iøvrigt sunget sammen med Ellen Foley med den fuldfede stemme, der matcher Meat Loafs på alle parametre), i den næste fuldbyrder de forholdet i en bil – eller næsten da – ledsaget af en sindssygt morsom ‘play-by-play’-sportskommentator (“holy cow! I think he’s gonna make it!”), og tredje sang er den grusomme og i virkeligheden ret modbydelige fortælling om, hvordan forholdet nu er en realitet, efter at drengen, for at få lov til at gå hele vejen, har lovet pigen troskab til evig tid:
So now I’m praying for the end of time
To hurry up and arrive
Cause if I gotta spend another minute with you
I don’t think that I can really survive […]
Prayin’ for the end of time, so I can end my time with you!!!
I virkeligheden er også dén aldeles festlig som ironisk kommentar til den puritanisme, som man jo genkender fra især amerikansk pop-kultur i både film, bøger og musik; når der skal dyrkes sex, så skal det ske med ægteskab og evig tosomhed for øje, og det har altså sin pris.
At Steinman og Meat Loaf mente det alvorligt, kan man ikke blot høre på de højtsvungne melodier og det dramatiske Wagner-præg, der bærer hele albummet. Det helt vilde, dynamiske arrangement, der bærer den afsluttende “For Cryin’ Out Loud” skyldes bl.a. at de havde hidkaldt medlemmer fra såvel New Yorks og Philadelphias symfoni-orkestre, der i dén grad kunne komplementere Meat Loafs dramatiske vokal, med en spændvidde i den sang alene, der går fra stilfærdig ballade over semi-akustisk mellemstykke med blot vokal og piano til vild rock-udladning med symfoni-understøttelse.
Set som ét hele og hørt som et langt, sammenhængende værk, er der meget lidt, der ikke fungerer på dette album, ihvertfald indenfor albummets egne rammer. Der er svulmende ballader, vilde rock-udladninger, semi-rap, sange med narrativ og fortællinger, man kan leve sig ind i – mine børn kunne ihvertfald, når jeg spillede albummet og oversatte teksterne for dem (faktisk elskede de det højt – også på grund af det fantastiske cover), melodisk forståelse, der indeholder de rigtige og velfungerende referencer – fx er “You Took The Words…” bygget over The Who’s akkord-gange til “Baba O’Reilly” – og så er det hele altså simpelthen bare for meget på alle niveauer.
I virkeligheden er det givetvis al denne svulstighed og grandiositet og ikke mindst det vilde ambitionsniveau hos alle medvirkende, der gjorde Bat Out Of Hell til et af de bedste glam-kitch-camp albums i verdenshistorien. For det virker fandeme! Eller; det virkede dengang, ikke? Og nu har det jo – som alle gode klassikere – bare lejret sig. Givetvis også hos andre end yours truly.