Der er en smuk og rig tradition for danske kunstnere og bands, der kan finde ud af at benytte sig af det danske sprog. Nogle i et forholdsvis simpelt hverdagssprog uden så mange falbelader, hvor det hele bliver genkendeligt og syng-med-bart (Rasmus Seebach er vel et glimrende, nutidigt eksempel) og nogle, der har lidt mere end et strejf af noget lyrisk og poetisk, der måske kræver en anelse mere af lytteren – men som så til gengæld også tilbyder en righoldighed af sproglige finurligheder, tolkningsmuligheder og helt andre stemningsmarkører.
Jeg er jo nok mest begejstret for de sidste. Heldigvis standsede denne udvikling ikke med C.V. Jørgensen, men er fortsat langt ind i den moderne, danske musik. I en stor del af tilfældene oven i købet tilsat fremragende musik – og udført af fremragende musikere. Fribytterdrømme er ét eksempel, Katinka – i noget anden musikalsk retning – et andet og Ulige Numre et tredje. Sammen med en lang række andre nye, danske kunstnere formår de at vedligeholde dansksproget musik som andet og mere end stivnede levn fra fortid og Folkehøjskolesang.
Mellemblond føjer sig tilsyneladende legende let til rækken af moderne bands, der kan skrive på dansk med mening og nerve. Eller; jeg er oprigtigt i tvivl om, hvorvidt Mellemblond er et band, eller om det i virkeligheden består af frontmand, komponist og tekstforfatter/lyriker Kristoffer Munk Mortensen, der til enhver lejlighed allierer sig med dygtige musikere – der ikke behøver være de samme fra album til album. Ihvertfald er hele flokken øjensynligt blevet skiftet ud mellem deres andet album, Lysvågen fra 2013 og det tredje, Fra Et Sted.
Det har nu ikke gjort varig skade, så vidt jeg kan høre. Jeg hørte ved et tilfælde Mellemblond på et lokalt spillested i efteråret 2016, og der lød det ihvertfald som om, de havde styr på skidtet. Og det har de i dén grad også på Fra Et Sted. Det er et album med kun få blinde pletter og svage punkter og til gengæld med en hel del perler. Især er side B aldeles uovertruffen med den vidunderlige og stilfærdigt smukke “Til Ilden” (‘hvis jeg kunne ønske mig noget / skulle det være et smil fra dig / der smil der på vej ud / af døren lover mig / ilden’), den overdådige og let rockende “Barfodet” og den mere vise-agtigt prægede albumlukker “Elegant”.
Jeg er mere begejstret for det album end ovenstående måske giver udtryk for, og albummet har været en hel del gange oppe at vende på pladespilleren – uden at jeg er blevet hverken træt eller mæt i mellemtiden. Musikken spænder fra lette pop-sager med et strejf af viser til mere fuldblodsrockere med masser af guitar, som fx titelsangen. Og alle numrene bæres af tekster, der i mange tilfælde er højtsvungne, men alligevel med fine hverdagsbetragtninger over – især – kærligheden, som fx på A-siden sidste sang, den fremragende og let tyste “Glimtvis”, hvor Kristoffer Munk Mortensens fine stemme står prunkløst og fint skåret på en bund af først og fremmest en guitarrundgang uden ret meget anden effekt end lidt reverb, indtil nummeret afsluttes med en smuk guitarsolo, der også er lidt længere, end man normalt hører det. Og så er det linjer som disse, der krydrer det hele:
brændende broer
og luftige løfter
pludselige dale
og bratte kløfter
læser din krops landskab
og zoomer så ud på hele din hud
glimtvis perlende – din gyldne ryg
i ly for fjenderne – her er jeg tryg
og jeg ved vi vågner
på det skønnes måner
Der er masser af sammenligninger der ligger lige for, når man skal beskrive Mellemblond. Det kunne være som arvtager til førnævnte C.V. Jørgensen og Sebastian, og det ligger i forlængelse af den (sprog-)stil, som også Ulige Numre og senere Carl Emil Petersen som solist er eksponent for. Men i virkeligheden behøver man hverken sammenligne eller sætte i bås. Mellemblond er et fremragende band i sig selv, og Kristoffer Munk Mortensen formår at bruge sproget, så man hverken skal være kodebryder eller symbolanalytiker for at være med – samtidig med at der er tilstrækkelig højt til himlen, til at vi fjerner os fra den mere prosaiske sofabords-realisme.
Og tak for det.