Med deres selv-betitlede femte album, der oftest omtales som ‘The Black Album’ på grund af coveret (og måske som kommentar til The Beatles White Album, hvem ved?) krydsede Metallica for alvor grænsen fra ganske vist sindssygt succesfuldt thrash-metal-band til det eneste band, der kunne konkurrere med Guns’N’Roses om at være verdens største rockband. Og vinde.
Bandet havde allieret sig med producer Bob Rock, der nok vidste, hvordan man skar en stadion-rock-plade efter at have produceret for bl.a. Mötley Crüe og Bon Jovi, og først og fremmest var det garant for, at Metallica simpelthen lyder djævelsk godt. Der er fylde, tekstur og lidt ‘wall of sound’ på pladen, der vist skyldes, at han bl.a. producerede bassen lidt længere frem i lydbilledet. Bandet selv kunne dog også tænke nyt; efter de fire første albums og især det sidste, …And Justice For All var det gået op for dem, at de komplekse strukturer, tempo- og melodiskift og afsindigt lange numre simpelthen var en formel, der var blevet slidt – og at numrene i mange tilfælde var næsten umulige at spille live.
Resultatet af de fælles anstrengelser blev mageløst. Pludselig kunne man høre melodier, der var stringente (og kortere), som man næsten kunne synge med på, som blev spillet på mainstream-radioer – og som problemløst kunne hoppe ind på top 10 på de helt almindelige hitlister. Forudsigeligt nok blev mange af de hidtidige fans aldeles opbragte og holdt sig ikke tilbage med at fortælle, i hvor høj grad Metallica havde solgt ud, men altså; når man på toppen af sin karriere kan indspille en plade, der sælger mere end Bruce Springsteens Born In The USA, så skulle man da være et skarn, hvis man ikke gjorde det. At det så er svært at forestille sig Slayer, Megadeth eller Anthrax indspille et tilsvarende album er så en ganske anden snak.
Tempoet er på Metallica blevet sænket yderligere i forhold til fx Master Of Puppets, og nærmede sig noget mere traditionelt heavy, som det blev udført af Black Sabbath og Led Zeppelin. Men det er stadig tungt som bare pokker. Lars Ulrichs trommer brager med dommedagslyd og James Hetfield havde aldrig sunget bedre, end han gjorde her.
Åbningsnummeret “Enter Sandman” indkapsler lyden og stemningen af hele albummet perfekt; fra den akustiske guitarfigurs korte indledning og Kirk Hammets guitar, der sniger sig ind, inden Lars Ulrichs trommer sætter ind og driver os frem mod det simple guitarriffs snerrende gentagelse. Og så det dér fede omkvæd. Dén er der godt nok blevet danset og hoppet en del til, både til ungdommens fester og efterfølgende i hjemmet blandt både børn og voksne. Tekstmæssigt er det vist den eneste godnat-sang i rockhistorien, der kan konkurrere med sortsynet i The Cures “Lullaby” med ordene – sunget med særdeles gloomy stemmeføring:
Hush, little baby, don’t say a word
And never mind that noise you heard
It’s just the beasts under your bed
In your closet, in your head.
Sov godt!
Hele albummet er spækket med, hvad der efterfølgende er blevet rock-klassikere. På …And Justice for All havde Metallica haft deres hidtil eneste hit, der fik samme status, “One”, men på Metallica kom de som perler på en snor: “Enter Sandman” efterfølges på side 1 af den næsten angst-fremkaldende “Sad But True”, og som første nummer på side 2, “The Unforgiven” præsenteres vi for en stilfærdig, ballade-agtig og hyggelig intro, der næsten kunne være leveret af Led Zeppelin på IV inden det hele udvikler sig i distortion-guitarer og smukt, melodisk larm, leveret aldeles low-tempo. Og minsæl om ikke der pludselig er sitar at finde på introen til det næste nummer, “Wherever I May Roam”, som der i øvrigt sagtens kan headbanges til i en snæver vending – komplet med genkendelige temposkift und alles.
Men hvad der virkelig indvarsler nye tider for de hårdt prøvede thrash-fans er balladen “Nothing Else Matters”. Ikke nok med, at vi har at gøre med noget, der helt basalt næsten er en standard-popsang tilsat lidt guitar here og der, her introduceres også strygere som backing! På et Metallica-album!! Og minsæl om ikke hele sangen er en kærligheds-sang om savn og fravær og den eneste ene!!! Det var godt nok lidt langt fra snerrende udsagn om ‘breakfast chopped up on the mirror’, krig, magt og magtesløshed. At det så er et fremragende nummer lader vi ligge lidt, for hvis der er noget, der for rigtige metalfans symboliserede at sælge ud, så var det da netop denne lille sag.
Personligt er jeg altså ravende ligeglad. Metallica var og er et sindssygt lækkert rock-album. Velproduceret, melodiøst, med afsindigt velskrevne numre og fremragende leveret af dygtige musikere. Det album er et af dem, der vil blive stående som en klassiker – også i eftertiden, hvor mange af numrene er blevet reduceret til standarder og semi-klichéer. Og jeg har svært ved at få øje på efterfølgende albums fra Metallica, der er bedre end dette.