It’s a case of keeping everybody happy, fortalte Mike Oldfield på et tidspunkt i et kort interview om Crises, hans absolut mest succesfulde udgivelse i 1980’erne. Selv var han mest tilfreds med side 1, der – efterhånden traditionen tro – indeholdt ét lang track, mens side 2 var ‘very commercial, full of singles’.
Man må så også forstå, at mens Oldfield ikke decideret havde noget imod den kommercielle side 2, der bl.a. indeholdt det, der blev hans største single-hit, “Moonlight Shadow”, så var det side 1 med den 20 minutter lange “Crises”, der havde givet ham den største personlige tilfredsstillelse. Men sådan er det jo; der skal være noget for alle, og selv om det gamle mundheld jo fortæller, at når man forsøger at stille alle tilfreds, så stiller man ingen tilfreds, så må man sige, at Mike Oldfield faktisk fik tilfredsstillet ret mange. Crises blev ihvertfald, målt på salgstal, det største albumhit, han havde haft siden den overraskende succes med Tubular Bells ti år tidligere.
Men altså; jeg er ikke helt tilfreds. Det er han sikkert aldeles fløjtende ligeglad med, så det tør jeg godt skrive. Det er ikke fordi, det er et dårligt album, på ingen måde, og igen demonstrerer Mike Oldfield, at han både formår at skrive, udtænke og sætte instrumenter på fejende flotte passager af instrumentalmusik, at han kan spille mange instrumenter og sømløst sætte dem sammen til et sammenhængende hele samtidig med at han udfolder og -forsker musikalske temaer, dynamik og rytmeskift i en blanding af moderne, elektroniske stemmer og mere traditionelle instrumenter på A-sidens “Crises”, der alt i alt er flot, gennemarbejdet og vintage Oldfield.
Han kan også sætte popmusik sammen og skabe sangbare hits som æterisk luftige semi-godnatsange som “Moonlight Shadow”, lidt mere hårdt rockende træffere som “Shadow On The Wall” og gentage temaer i mikro-format, der kan blive single-spillet på radiostationerne som “Taurus III”. Så alt i alt burde der jo ikke være noget at komme efter her, vel? Og når så de samtidige musikforbrugere var ved at falde over deres fødder for at nå hen til pladehylderne efter den plade, hvor Maggie Reilly så smukt synger om månelysets skyggedans, så har han da formået at gøre de langt de fleste tilfredse, ikke?
Måske er det bare fordi, min Oldfield-interesse groft sagt peakede med udgivelsen af Five Miles Out, Jeg synes bare, at Crises ikke er deroppe. Lidt mere intetsigende, lidt mere kedeligt end det, vi havde været vant til. Men jeg er jo heldigvis ikke alle, så selv om jeg ikke er tilfreds, så er der med garanti mange andre, der er. Og igen; det er absolut ikke et dårligt album. det kan selv en ikke-helt-tilfreds lytter høre. Så kast Dem endelig over det, hvis De skulle have lyst til det. Måske Bliver De tilfreds – og hvis ikke; så er det ikke en dårlig måde at lære Mike Oldfield at kende på.