Da jeg skrev om Platinum undrede jeg mig lidt over, at jeg havde hele seks albums stående i pladereolen, der havde Mike Oldfields navn på. Jeg hører dem ikke ret tit mere, og selv om det ved genhør bliver tydeligt, at de hver især altså slet ikke er skidte albums, så er det sandt at sige sjældent, at jeg graver dem frem og sætter dem på – når jeg altså ikke lige sidder og skal lytte hele min pladesamling igennem fra A – Å.
Men så er det jo godt, at man kan blive lidt klogere undervejs i sådan et musik-arkæologisk projekt. Da jeg lagde Discovery på pladespilleren fik jeg fx taget et kig på inner-coveret, og har havde Oldfield som en høflig forbrugeroplysning trykt tour-planen for den koncert-turné, der skulle følge albumudgivelsen op i 1984. Det fremgik af denne, at to af disse koncerter fandt sted i Danmark – og en af dem havde oven i købet fundet sted i mit nuværende hood – nærmere bestemt det daværende Fyns Forum i Odense.
Heldigvis er jeg begavet med gode, musikkyndige bekendte, og en af dem er tilfældigvis musik- og koncertanmelder ved den lokale avis, så jeg spurgte forsigtigt, om der mon i arkivet skulle gemme sig en omtale af denne koncert. Det gjorde der – det er jo ikke hver dag, at der dukker verdensstjerner op i den fynske hovedstad – og således kunne man få et meget fint førstehåndsindtryk af koncerten, der var præget af mange glade koncertgængere, der lystigt sang med på Oldfields hits – og på et koncert-sted, der mildest talt ikke var nådigt mod Odlfields storslåede lyd og visioner:
Skaberne skal blot vide at det forum hverken er egnet til raffineret koncertlyd eller til 5.000 hoppende fans, som bliver bagt godt igennem af et lysanlæg af så store dimensioner, at selv Fynsværket må have skrantet ved forbruget af de mange watt […] Oldfields gode guitarlyd var reduceret til en plinkende, ulden metalklang mens de elektroniske instrumenter – og dem var der rigeligt af – ofte lød som skræppende fugle
Med tanke på de forfinede teknikker og den grandiose lyd, som vel var Oldfields varemærke, må det alligevel være lidt ærgerligt for den enestående oplevelse, det må have været for de unge, fynske koncertgængere sådan at få den spoleret af dårlig lyd. Det virker nu ikke sådan af anmeldelsen, og måske var det bare for dem, som det har været for koncertgængere til alle tider, at når først idolerne står på scenen og alle har en fest, så kan man godt leve med lidt mudder i lyden
Samme avis bragte på dagen for koncerten et portræt af Mike Oldfield, og her kan man blandt meget andet læse, at han blev udnævnt ’til den mest pladesælgende artist i Danmark i 1983′. På den måde er det måske alligevel ikke så overraskende, at jeg har hele seks albums – LP’er – med Oldfield i pladesamlingen? Alt andet lige; han var kæmpestor både herhjemme og i resten af verden, jeg var i mine forholdsvis formative år, og det må have været vanskeligt at komme uden om ham.
Discovery er den sidste af disse seks, og det skyldes måske, at jeg på det tidspunkt havde fået nok. Og måske skyldes det også, at netop dén plade faktisk ikke er særlig interessant. For første gang består pladen udelukkende af kortere numre, og det længste, The Lake, er et ‘blot’ 12 minutter langt instrumental-stykke. På resten af albummet forsøger Oldfield – vist nok på kraftig opfordring af sit pladeselskab efter succesen med Crises og ikke mindst hittet fra denne, “Moonlight Shadow” – at kreere pop-og rockmelodier, der kunne gøre indtog på alverdens hitlister.
Det lykkedes i et vist omfang, og Discovery fandt vej til diverse Top 10-placeringer på hitlisterne rundt omkring i Europa. Den blev der dog ikke ret længe, for til forskel fra forgængeren, var det store hit ikke langtidsholdbart. “To France”, der igen blev smukt fremført af Maggie Reilly med den vidunderligt klare vokal, var det nærmeste Oldfield kom på hittet, og det nummer er bare ikke godt nok – slet ikke i sammenligning med de foregående albums store slagnumre. “Poison Arrow” er decideret kikset, og lyder som en Chris de Burgh-sang, mens “Saved By The Bell” får Barry Palmer til at lyde let fjoget. Det er derfor Maggie Reilly, der redder albummet med sin stemme på “To France”, “Crystal Gazing” og “Talk About Your Life”. Men selv ikke hun kan for alvor hive det i land.
Alt i alt; det er nok meget godt, at jeg ikke ejer flere albums med Mike Oldfield. Der skal nok findes die hard-fans af Mike Oldfield, der mener at dette nærmer sig blasfemi, og det beklager jeg naturligvis – men er så til gengæld glad for, at også Discovery sikkert har fundet en langt bedre plads på pladereoler, der tilhører disse, og som spiller den langt oftere. Det er jo også det smukke ved musik; der er noget for alle – også når vi ikke deler smag….
Den gode bekendte, der venligst har været i Fyens Stiftstidendes arkiver, hedder Simon Staun, og han er en fremragende musikformidler med udsyn, fremsyn og gode ører. Også når man ikke er enig. Avisartiklerne fra Fyens Stiftstidende er fra hhv. d. 17. og 18. september 1984. Det samme er billedet, som givetvis er underlagt ophavsret, og hvis rettighedshaveren ikke ønsker det publiceret på disse sider, er han velkommen til at kontakte mig.