Nogle vil sikkert mene, at man som musikelsker er så rigeligt dækket ind med Mike Oldfield-plader, hvis man har Tubular Bells og et enkelt andet album stående på pladereolen, fx Herrest Ridge, Ommadawn eller QE2. Jeg har seks (6!) – hvad ægte Oldfield-fans naturligvis ville hævde, er alt, alt, alt for lidt.
Jeg har ikke rigtigt en god og dækkende forklaring på, hvorfor jeg har så mange plader med Oldfield. Uden sammenligning i øvrigt matcher det antallet af plader, jeg ejer med en kunstner jeg sætter endog meget højt, Nick Cave – og det er altså incl. de to Birthday Party albums, som jeg mildest talt ikke hører så tit igen. Det har faktisk undret mig selv lidt, hvorfor jeg dog skulle have alle disse plader med Oldfield stående, for jeg hører dem sandt at sige sjældent, men den nærliggende forklaring må være, at de er røget ind på radaren i den periode, hvor jeg begyndte at nærlytte musik – og at Oldfield i slutningen af ’70’erne og starten af ’80’erne ganske ofte var at finde på diverse hitlister – og derfor også stille og roligt gled ind i mit syns- og hørefelt. Det skete i øvrigt ofte via vores store, sydlige nabolands radio- og TV-kanaler, der på mange områder var den danske statsradiofoni overlegen i formidlingen af kontemporær musik.
Så; mon ikke, jeg har hørt eller set en glad, tysk vært for fx Ronnys Pop-Show, Musikladen eller noget tilsvarende i tysk TV, eller evt fået stillet FM-skalaen ind på NordDeutche Rundfunk (NDR2, fx) eller, lidt senere Radio Schleswig-Holstein (RSH) og dér fået masseret Oldfields mere og mere hitorienterede, elektroniske musik ind i øregangene?
Det lyder plausibelt, for alt andet lige begyndte Mike Oldfield på Platinum vejen væk fra de lange, ubrudte symfoniske prog-rock-suiter til lidt mere hitliste-venlige formater. Man finder dog stadig en gennemkomponeret sag på næsten 20 minutter, A-sidens titelnummer, der i modsætning til tidligere nu er delt op 4 mindre dele, originalt betitlet ‘Part 1 – 4′. Et andet nybrud for Oldfield findes også her, thi det er første gang, at han – når man ser bort fra de lån fra folkemusikken, der var at finde på de foregående plader – indspiller materiale, der er skrevet af andre end ham selv. I dette tilfælde Philip Glass’ ‘North Star’.
A-sidens lange værk, der stadig er centreret om den elektriske guitar, men nu i langt højere grad gør brug af elektroniske instrumenter, er umiskendeligt Mike Oldfield, som man havde lært ham at kende; symfoniske passager, tilbagelænet skønhed og den dér rolige opbygning via gentagne temaer, der udfoldes, forstørres og afslutningsvis forløses i voluminøse crescendo’er. Og netop det sidste finder er hørbart og iørefaldende på ‘Part IV’, der afsluttes med analoge trommer, guitar og et meget fint kor, der ordløst guider os mod den fine afslutning.
B-siden er noget helt andet. Den åbner ganske vist forræderisk med den instrumentale ‘Woodhenge’, der med klokker, gentagne temaer og meget stilfærdige indledning kunne få lytteren til at tænke, at her er vi i smult vande og genkendeligt Oldfield-terræn, men herefter tager løjerne fart. Der er jo hele fire selvstændige og, i Oldfield-sammenhæng, korte sange på de fire tracks – og to af dem oven i købet med hele, sammenhængende tekster! Dét var ikke hverdagskost – og det er ikke ganske vellykket det hele. “Into Wonderland” kunne have været en sød, naiv og charmerende sag – men den holder altså ikke helt, sorry… “Punkadiddle” lyder som en keltisk folkemusik-sag speedet en lille smule op og tilsat moderne guitar-riffs til at understøtte fløjten, og trods dens rytmiske dansabilitet (er det et ord?), er det altså gjort bedre både før og senere, og den cover-udgave af Gerschwin-brødrenes “I Got Rythm”, der afslutter albummet er altså – undskyld mig – aldeles tandløs i sit forsøg på at bringe den up to date og hitliste-venlig.
Men altså; Oldfield forsøgte med Platinum at betræde nye stier, og de senere forsøg skulle bringe ham både hæder, hitlisteplaceringer og sikkert også velstand. Dem vender vi tilbage til, for disse ejer jeg naturligvis også. Indtil da forbliver Platinum på pladereolen lidt endnu, for selv om den da er et fint lydtapet til Corona-hjemmearbejdspladsen, så er det ret beset vel også dét, den bedst kan bruges til.