Mike Oldfield var 19 år gammel, da han indspillede sit første album, den storsælgende Tubular Bells. Den unge mand havde haft lidt vanskeligt ved at få overbevist pladeselskaberne om, at et prog-rocket album med symfonisk tilsnit og to numre (et på hver side) var det, et musikpublikum hungrede efter i 1973. Han fik dog overbevist Richard Branson om projektets holdbarhed, og det passede jo meget fint, for samme Branson havde netop initieret oprettelsen af et nyt pladeselskab, Virgin, og en række butikker, de såkaldte Virgin mega-stores, der skulle handle med musik på anden måde, end man hidtil havde set.
Jeg var måske lidt yngre end ophavsmanden selv, da jeg første gang hørte Tubular Bells. Eller; det er faktisk en sandhed med modifikationer. Jeg havde – som så mange andre – hørt den indledende pianofigur fra ‘Part One’ allerede tidligt, da jeg så Eksorcisten, hvor den blev brugt som ret passende – og skræmmende – tema-musik, men vidste af gode grunde ikke dengang, at det var fra Oldfields debut-album.
Det fandt jeg så ud af, men det var nu ikke derfor, at albummet blev indkøbt til den på det tidspunkt ret sparsomme pladesamling. Det handlede mere om, at Tubular Bells for mig og et par kammerater viste sig at være den perfekte underlægning til højstemte og intellektuelle samtaler om verdens tilstand, som baggrund til gryende revolutionsplaner og ikke mindst, som meget fin ledsagelse til indtagelse af urte- og frugt-the (det sidste smagte, som Michael på et tidspunkt konstaterede, som en våd hund lugter) – og diverse organiske røgvarer af muligvis euforiserende karakter.
Vi kunne dog også have samtaler om selve musikken, for der var altså et eller andet, der tiltalte os ret meget ved den plade. Vi havde godt nok sjældent lagt ører til noget, der på den måde jo nærmede sig en symfoni uden orkester, og som på en og samme tid var vældig højtravende med både ægte og postulerede dybder og samtidig føltes helt rigtig i både rock- og pop-strukturer, selvom der både manglede tekster og en velkendt pop-musikalsk struktur med omkvæd, vers og omkvæd igen.
Til gengæld var – og er – der masser af genkendelighed i temaer, der går igen, udfoldelse af dem og sømløse overgange til øvrige temaer. Der er lag på lag af instrumenter, langt de fleste spillet af multiinstrumentalisten Oldfield selv, og den vilde brug af overdub-teknikken forledte os let til at tro, at der altså var et fuldgyldigt orkester på spil her. Sine steder var det oven i købet let morsomt, som når det, der lyder som en fordrukken overklasse-snob fra kostskole-England, høfligt introducerer de enkelte instrumenter på sidste tredjedel af ‘Part One’. Efterfølgende kan man simpelthen ikke høre eller udtale ordet ‘Klockenspiel’ uden at høre Viv Stanhalls stemme for sit indre øre.
Genhøret med albummet var vældig fint. Faktisk blev jeg nærmest bombet tilbage til de sene teenage-år, da jeg hørte det, men derudover gik det faktisk også op for mig, at vi altså ikke havde ramt helt forbi skiven i vores lovprisning af det. Det er faktisk en rigtig god plade, og det er forbløffende, hvad Mike Oldfield har haft inde i sit hoved, da han udtænkte det, og hvad han kunne rent instrumentalt, teknisk og kompositorisk, da han gik ind i studierne på The Manor Studio, et gammel herresæde i Shipton-On-Sherwell, Oxfordshire (og så bliver det altså heller ikke meget mere britisk end det).
Tubular Bells er blevet en rockklassiker. Det kan man god forstå, for det er altså rasende godt udført. Her er alt fra folk-inspirerede temaer til grandiose udladninger og snerrende guitarer. her er også en sindssygt irriterende gryntende ‘hule-mand’ og en afsluttende sømands-sag, man sagtens ville kunne danse en jig til, og fløjter, orgler og pianoer. Alt i alt er det vel få forundt at kunne lave noget, der nærmer sig et mesterværk – og ikke kun fordi han var ung, da det sketet.
Når albummet alligevel ikke kommer så tit op på pladespilleren længere, skyldes det nok, at det efterhånden er blevet reduceret til et lydtapet i baggrunden til et cocktail- eller middagsselskab – og så det faktum, at det efterhånden er sjældent, jeg drikker urte-the og ryger alternativ tobak.