Lige så cool, blød, varm og akustisk Kind of Blue var, lige så funky, rock’n’roll og elektrisk er Bitches Brew lidt mere end ti år senere. Miles Davis stillede sig tydeligvis ikke tilfreds med at have skabt to af jazzens klassiske mesterværker – referencepunkter for alle moderne jazz-afficionados – i Birth of the Cool og Kind of Blue. Nu skulle der brydes vaner og nye veje skulle afprøves, og under heftig – og sine steder tydelig – inspiration fra både Jimi Hendrix og funky Sly Stone skabte Miles Davis de nye “Directions in music”, som undertitlen på albummet er.
Bitches Brew er det dobbeltalbum, der indleder Miles Davis’ elektriske periode, og da jeg i sin tid blev interesseret i Davis (primært på baggrund af hans cool periode med Charlie Parker), var det jo åbenlyst, at denne plade burde stå i enhver – eller ihvertfald min – samling, således at jeg kunne hævde min kulturelle overlegenhed og brede musiksmag. Så dét kom den, da en god ven forærede mig et genoptryk på vinyl til en fødselsdag, og den blev også hørt. Og så blev den iøvrigt stillet tilbage på reolen igen, og siden da har jeg danset om den og hørt den med uregelmæssige mellemrum, uden helt at være i stand til hverken for alvor at forstå den – og måske heller ikke til at påskønne den tilstrækkeligt.
Pladen er generelt anerkendt som et af jazzens hovedværker, fuldt på linje med de to førnævnte, men i langt højere grad end disse samtidig anerkendt for på et helt andet niveau at være nyskabende og næsten revolutionerende i sit nybrud og -tænkning om musik. De blot seks numre på den 1½ time lange plade er en lang odyssé i primært elektronisk musik (med smukke undtagelser i Miles egen trompet og Wayne Shorters knivskarpe sopransax) hvor de – ihvertfald for rock- og popmusikkens vedkommende – ret traditionelle rytmer og funky basgange lægger en solid bund for improvisationerne på både elektroniske klaverer, elguitar, elbas, horn og bas.
Dét kan jeg sagtens påskønne. Men jeg har svært ved at læse en avis eller en bog imens musikken spiller. Dertil fylder den simpelthen for meget – og musikken er sindssygt opmærksomhedskrævende. Nogle steder i rock-lignende melodiske strukturer (lyt bare til titelnummeret), andre steder med skingre horn og disharmoniske klaverimprovisationer, af og til med tre parallelle klaverer på samme tid, som fx i “Pharaos Dance”.
Men nu har jeg så hørt den igen – og også denne gang over flere omgange. Og jo mere jeg hører den, jo mere kan jeg faktisk godt forstå, hvorfor den er blevet det fixpunkt for fusionsjazz (fusion mellem jazz og rock), som den er. Hvor jeg i starten ofte hørte støj og blev let irriteret over, hvad jeg opfattede som prætentiøst krukkeri og ‘se hvor gode vi er til at spille’, kan jeg nu godt høre, at der er en gennemgående melodi – og nogle gennemgående og fastlagte rytmiske strukturer, i de enkelt numre. Og i forhold til, hvad verden på daværende tidspunkt havde hørt, så er Bitches Brew ikke blot “Directions in Music”, det er simpelthen musik forstået og udført helt anderledes, end hvad man hidtil havde kunnet forestille sig.
Og nå ja; selv jeg kan høre, at det faktisk er nogle forholdsvis dygtige musikere, den gode Davis omgav sig med. Også selv om de ikke hed John Coltrane, Bill Evans eller Charlie Parker. Så alt i alt; jeg vender sgu’ nok tilbage til den igen en dag.