Jeg har cirklet om dette album længe, og jeg har – alene i denne omgangs gennemlytninger af mine plader – hørt det flere gange end nogle af de øvrige albums i samlingen. Det udgør nemlig et forholdsvis stort, men i virkeligheden ret simpelt, problem for mig; jeg er meget glad for pladen, og albummet er generelt anerkendt som en af verdens bedste jazzplader nogensinde, men hvad er det, der gør, at jeg bedre kan lide dette end fx John Coltrane, Nikolaj Bentzen, Chick Corea eller bare en anden af Miles Davis’ plader? Dét er godt nok svært at få hold på.
Men det skal naturligvis ikke afholde mig fra at prøve, så lad mig starte med konklusionen; det er en fremragende plade. Jeg har aldrig, hverken før eller efter jeg hørte den første gang, hørt et jazz-album, jeg på samme måde kunne forholde mig til allerede fra første gennemlytning. Så fik vi det på plads, men det store spørgsmål er fortsat; hvad er det, der gør denne plade så anderledes?
For mit eget vedkommende kunne det være fraværet af de elementer fra andre jazz-former, jeg enten finder irriterende eller som bare er så gennemfortærskede, at de – selv om de kan synes velanbragte – nærmest er blevet til klichéer. Det sidste gælder naturligvis alle former for traditionel dixieland- eller New Orleans jazz, hvor det er det fodtrampende og ølbøvede, der dominerer i musikken, og hvor det nærmest var lov, at der skulle være en solo pr. instrument i hvert nummer. Den slags plader ejer jeg også, ikke i Papa Bues Viking Jazz Band-stilen, men fx i form af Chris Barber. Det første kunne være det let pumpede tempo i hard-boppen (som fx i det forrige Davis-album, jeg lyttede til, omend dette ikke er det grelleste eksempel), eller værst; alle de atonale og disharmoniske udskejelser man kan finde i forskellige moderne jazz-former, herunder fx. free-jazz eller jazz-rock. Her kunne også Miles Davis være med på sine senere albums.
Men Kind of Blue er bare en cool, dyb og varm, lowtempo jazzudgivelse, der både giver ro i sjælen, men som samtidig stikker tilstrækkelig meget ud til, at den ikke bare bliver til underlægning til zen-meditationen. Allerede den indledende klaverfigur, suppleret med den let genkendelige basgang, i indledningsnummeret “So What” varsler nye tider, inden Davis’ karakteristiske trompet bliver bragt på banen i improvisationer over et tema – mere end som skabelsen af en egentlig melodi. Og herfra stikker det lidt af i udfoldelsen af temaet og i repetitive solomønstre over en skala. Den lidt mere bluesy “Freddy Freeloader” følger lige efter, og her kan man minsæl næsten skimte en ‘rigtig’ melodi, og herfra ser bandet sig simpelthen ikke tilbage.
Hele albummet efterlader først og fremmest indtrykket af, som en anmelder skrev: “a relaxed feel, as the music flows easily. Yet Kind of Blue is more than easy listening. It’s the pinnacle of modal jazz … giving the music a subtly shifting quality.” Og så er det et hold ualmindeligt talentfulde musikere. Myten om indspilningen er, at Miles Davis kom ind i studiet til bandet med en række løse skitser og akkorder, og derfra lod de simpelthen optagelserne starte – og musikerne improvisere – sammen! Hvis det er sandheden (og det har jeg inden grund til at tvivle på), så er her tale om noget nær et unikum af en indspilning med at af de bedste jazzbands, verden havde set på dét tidspunkt.
På mange måder er det et forbløffende album, ikke bare i de modale strukturer og improvisationer, i den mørke, omfavnende og bløde lyd og i både band- og solopræstationerne i verdensklasse, men også i selve det faktum, at den snart 60 år gamle plade fortsat lyder så frisk, knivskarp og moderne, at den kan holde til ikke bare en, men adskillige gennemlytninger i træk. Sådan er det i hvert fald for undertegnede, og det på trods af, at jeg hverken er kender, fan eller storforbruger af jazz-musik.