Et årti efter udgivelsen af Bitches Brew gik Miles Davis tilsyneladende ‘all in’ på det elektriske, og for det utrænede øre (mit), så er The Man With Horn i overvejende grad mere pop og (elektrisk) rock, end det er jazz. Ganske vist fylder Davis’ horn stadig en del, og sine steder er der da også lidt festlige fusionstræk, men i det store og hele, så er albummet lettere tilgængeligt og mere genkendeligt for en lytter, der har haft ørerne placeret i popmusikken hele sit liv – og faktisk en hel del mere kedeligt.
Det siger en hel del om albummet, at titelnummeret faktisk er en sang! Vokalisten (og komponisten) hedder Randy Hall, og hun synger da rigtig pænt, og musikken understøtter flot den lette up-tempoballade, men en Miles Davis plade med en sangerinde, det er altså godt nok lidt specielt.
Albummet åbner med noget, der lige så godt kunne have været et instrumentalnummer for et eller andet progrock-band, som datidens musikscene var fyldt op af, og resten af albummet følger faktisk sporet meget godt: Der lægges en tung 2+4 bund under en elektrisk udladning med supplement af både elektrisk guitar og en superfunky slap-bas, hvorefter trompet og synthesizere fylder på med improvisationer af allehånde karakterer. Andet nummer på side 1, “Shout”, indledes med en habil guitarsolo, hvorefter den funky baslinje slippes løs sammen med trompeten, og det er jo for så vidt meget godt alt sammen, men hvis jeg skal være ærlig, så foretrækker jeg – på trods af alle de forbehold, jeg iøvrigt måtte have – de 20 minutters improviserede fusionsudladninger på Bitches Brew end de noget mere kønsløse udfoldelser på The Man With The Horn.
Så for lige at supplere op: jeg ejer hele fem albums med Miles Davis, og heldigvis for min egen forståelse, så strækker disse udgivelser sig over en tidsperiode på næsten tredive år – og de er dermed vældigt repræsentative for Miles Davis’ karriere, og for de markante stilretninger og ditto brud, han berigede jazzmusikken med. Jeg tror fortsat, at det ville være fint, hvis jeg fik anskaffet mig Birth of The Cool, men indtil videre stiller jeg mig tilfreds med samlingens skiver – og vil i tiden fremover nok oftest høre Kind of blue med enkelte afstikkere til Bitches Brew. Ganske som jeg har gjort hidtil.