Hvis man nu betragtede det hele sådan lidt fra oven og ned, og måske også var en anelse mere tilstræbt objektiv, end undertegnede generelt er i udgydelserne på disse sider, så er Miss B. Havens tredje udspil, Mellem Hjerter og Spar, muligvis den bedste af de tre plader, jeg har stående på reolen.
Det virker som om, der er lidt højere til himlen, rent produktionsmæssigt, og lyden er federe og lækrere hele vejen igennem, hvad der betyder et farvel til den lidt mere skramlede lyd, der prægede især debuten. Det meste af musikken er generelt mere tilbagelænet og laid-back, og generelt er det bare som om, tilliden til egne evner er langt større her end på de to foregående plader.
Det er også her vi finder det, der vist var Miss B. Havens største hit, den gennemcharmerende, lyse og lette “Vent til vi ses igen”. Lige præcis dén sang var ret svær at overhøre i starten af 1990’erne, og blandt alle de meter-varer, man ellers kunne finde på den danske musikscene, så er den sang altså et skole-eksempel på, hvordan man snedkerer en pop-sang, der rammer rent ned i den genre, der kunne hedde ‘glade kærlighedsballader’. Men altså; den kunne vel i virkeligheden let være overgået af den sang, der følger umiddelbart efter på albummet; “Langt Ude I Skoven” – der iøvrigt ikke har noget med nogen børnesang at gøre, på trods af Guldlok-referencerne:
– Så tag og sig mig hvem
Der har sovet i min seng
Er den sidste nat mon gået
Som aldrig bliver til noget?
Svaret ligger langt ude i skoven
Den sang har jeg altså en svaghed for, og det samme er tilfældet med den højt svungne og ret begavede “We Don’t Worry”, der er noget engelsksproget, guitarbaseret fin pop, komplet med drengekor und alles og så med en basgang, der iøvrigt lyder som noget, der næsten er hentet direkte ud af Lou Reeds klassiker “Walk On The Wild Side”. Dén virker altså rigtig fedt, gør den, og demonstrerer med al ønskelig tydelighed, at Miss B. Haven i form af Lise Cabble kunne skrive fine sange – og at bandet kunne udføre dem. Skulle der så iøvrigt være en lille melankoliker gemt i lytteren, så bliver også det behov opfyldt ved albumlukkeren “Jeg Bor I November”, der er arrangeret smukt med strygere og tristesse.
Der er generelt nogle flottere kor- og harmoniarrangementer på Mellem Hjerter og Spar end der var på forgængerne, og så lyder det som om, de har taget toppen af country-isnpirationen og sparet på både mundharmonika og steel-guitar. Og det gør altså ikke spor, skulle jeg hilse og sige…
Mellem Hjerter og Spar er med andre ord en glimrende pop-plade med et band, der satte sit tydelige aftryk på firsernes musikalske landskab. Den kan man sagtens tåle at høre med jævne mellemrum. Også selv om de to første albums med Miss B. Haven måske gemmer på flere gode minder for undertegnede, og derfor har en særlig plads i hjertet.